Jul på rideskolen - Julen 2003

Forfatter: Nanna©
22. december

Resumé
I aftes tog Nanna sig kærligt af den generte mand fra klubben, under en kærlig og blid sm afstraffelsen, i kælderen hos Ridelærerens. Tilfredsstillet og glad gik hun i seng og ænsede næsten ikke, at Ridelæreren, da han kommer hjem, spurgte hende, hvorfor hun ikke åbnede døren for Knud fra klubben. Gæsten hun havde haft besøg af hed Kim!!

 

22. december – Dagbogens afsløring – skrevet af Nanna
Det var tidligt om morgenen. Nanna og Ridelæreren sad og drak morgenkaffe.
- Tog du Kim med i kælderen? Ridelæreren brølede af grin. – Undskyld skat, men det er jo vores nye nabo, som jeg har inviteret herop for at forhandle om jagten i skovene heromkring. Og ham tog du med i kælderen?
Nannas kinder var blussende røde. Hvor var det pinligt. Hun havde fejlagtig troet, at Kim var den person, hun skulle tage sig kærligt af aftenen før.
- Du skal ikke være flov skat, vi har nok fået en ny husven for en tid. Ridelæreren var eet stor smil.
- Ak ja, hvem skulle dog have troet om den gode Kim, at han var til sm. Der kan man bare se. Han rejste sig, tog telefonen, og ringede Kim op.
Nanna lyttede på, at Ridelæreren i højt humør pjattede med Kim, og sagde, at han håbede, han havde nydt rundvisningen i huset, og om han ikke i løbet af juledagene kunne tænke sig at komme igen, så de kunne få aftalen om jagten på plads, og at han mente at Nanna ville nyde hans besøg igen.
Nannas kinder antog atter en klædelig rød kulør, og Ridelæreren bøjede sig ind over bordet og trykkede sine læber mod hendes kind, som tegn på, at det var helt ok.
- Jeg skulle hilse fra naboen og sige tak for en lærerig aften, og sige at hans bagparti er rødt og ømt. Ridelæreren smilede et varmt smil til sin kone, og begyndte at trække sønnen i overtøj
I det samme ringede telefonen. Nanna tog den, og lagde efter få minutter røret eftertænksomt på igen.
Ridelæreren kiggede spørgende på hende.
- Det var Morten landbetjent. Han sagde, at du skulle indkalde Jens til møde på rideskolens kontor kl. 14. Morten kommer herud og vil tale med jer. Det var omkring det med de hestetyverier, der er sket på det sidste, og så snakkede han noget om de prostituerede.
Ridelæreren svarede, at det var i orden, og kørte i vuggestuen med Alex.

Nanna kiggede ud af vinduet, det var begyndt at lysne ude. Det var frostklart og træerne stod hvide af rimfrost.
Hun fandt moderens dagbog frem og ville sætte sig i sofaen, men tog så sit overtøj på og gik over i laden. Det var som hun var nærmere moderen, når hun sad i halmen med hendes bøger og ting fra huset. Nissen Marie sad ved siden af hende oppe på bukken. Hun havde spændt fulgt Nanna, hvornår hun mon ville finde løsningen på historien, og nu var hun spændt på at se Nannas reaktion.
Nanna læste..

Jeg er nu helt sikker på jeg er gravid. Det er tre måneder siden voldtægten, og jeg har ikke haft min menstruation siden. Jeg har ikke haft problemer med kvalme og sådan noget, som jeg har hørt andre tale om. Jeg har bare ikke nogen at tale med om det, fordi jeg har valgt ikke at fortælle det til de andre på gården. Svend ved godt, hvordan det er fat med mig, og jeg ved, at han er ked af, at vi ikke 100% kan sige, om det er Svend der er far til mit barn eller ej. Han er altid meget opmærksom på mig, og kommer af og til og hjælper mig når jeg sent om aftenen står i køkkenet og laver aftenkaffe. Så sætter vi os i krogen ved langbordet og drikker vores aftenkaffe sammen.

Som nu den anden aften hvor vi sad og snakkede. Jeg rakte ud efter sukkerkoppen, og han gjorde det samme. Da vore hænder mødte hinanden, var det som fik vi stød, begge trak vi hænderne til os og kom så til at grine, da sukkeret fløj ud over hele bordet. Svend rejste sig op, kom over til mig, trak mig op og stå og med ind i privaten. – Opvasken, pippede jeg, hvortil han svarede, at den da bestemt ikke løb nogen steder. Lyset var tændt i soveværelset, og viljeløst fulgte jeg med den mand, jeg var kommet til at holde så uendelig meget af. Viljeløst lod jeg ham klæde mig af, jeg var som smør i hans hænder, det var som var hans ord min lov. Den aften elskede han mig blidt og intenst. Det var som, var han bange for at gøre mig ondt. Jeg skulle senere erfare, at han var bange for at gøre mit ufødte barn ondt. Hans stive lem gled kærtegnende hen over min klitoris, inden han lavede et svaj i hoften, så lemmet stak en anelse dybere og netop klar til at kunne trænge ind i mig. Uendelig blidt gled han cm efter cm op i mig. Hans svulmende lem masserede mig blidt og intenst indvendig. Hans underliv gned hårdt men roligt imod mit skød, så mit klit blev påvirket. Netop som jeg var blevet opildnet, og ilden begyndte at gløde i mit indre, lod hans sit lem glide ud af mig og krøb nedad i sengen. Hans hænder spredte mine skamlæber, og hans tunge begyndte en skiftevis slikkende og sugende dans i mit underliv. Mine hænder greb fat i hovedgærdet på sengen, og jeg spredte benene vidt ud til siden. - To fingre, stønnede jeg, - giv mig to fingre. Jeg ved ikke, hvor ordene kom fra, men jeg følte bare en brændende lyst til at blive fyldt ud, mens tungen legede med mig. Jeg mærkede hvordan to fingre blidt blev presset op i mit indre, og da Svend på én gang begyndte at køre dem frem og tilbage, samtidig med at han med tænderne tog fat i klitoris, eksploderede jeg i en sanseløs orgasme. Det næste jeg mærkede, var at han atter trængte op i mig med sit lem, og elskede mig inderligt men ømt. Jeg hylede da orgasmen atter rullede ind over mig, og i det fjerne hørte jeg, Svend stønne højt, da han tømte sig i mig.
Ja, han tømte sig i mig, nu gjorde det jo ikke noget, jeg var jo gravid så ”skaden” var jo sket.
Længe lå vi arm i arm uden at sige noget til hinanden. Nød blot hinandens nærvær. Vore hænder kærtegnede hinandens kroppe, ømt, sigende. Svend hævede sig op på albuen, jeg vidste hvad der måtte komme, havde frygtet det længe..
- Irene, din graviditet…. jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. Jeg elsker dig Irene, men.. men barnet er ikke mit.
Jeg fik en klump i halsen, vidste hvad der måtte komme, afskeden, det var derfor vi havde elsket denne gang, denne sidste gang…
- Irene, jeg har talt med min familie på Fyn, og de er parat til at tage imod dig.
- Tage imod mig? Jeg kiggede undrende på Svend.
- Ja, du kan bo hos dem, og føde dit barn. Så undgår du grim sladder her i byen. Ingen her kan se du er gravid endnu, ja faktisk er det jo kun dig, mig og lægen der ved besked.
Tårerne stod op i mine øjne. Svend ville mig det så godt, men fulgte jeg hans velmente råd, var det også ensbetydende med et farvel til den mand, jeg var kommet til at elske igennem de sidste måneder. Og jeg ville aldrig kunne vende tilbage til gården og slet ikke med et lille barn. Jeg mærkede det dryppe ned på min hals. Svend kyssede mig. Jeg brast i gråd, jeg kunne ikke sige farvel til denne mand, det var jo ham jeg ville dele mit liv med.
- Tænk nu over Irene, det er jo for dit eget bedste. Jeg er jo også en gammel mand i forhold til dig. Du skal have én på din egen alder.

Da jeg kom ind på mit eget værelse den aften, lå jeg længe og græd, vidste hverken ud eller ind. Nok vidste jeg, at Svend holdt uendeligt meget af mig, men jeg forstod ham godt, forstod at han ikke var parat til at binde sig til sin husholderske og hendes ufødte barn, var det ikke for barnet…
Da vidste jeg hvad jeg måtte gøre. Jeg måtte bortadoptere mit barn, hvad havde jeg at byde det, hvilken fremtid kunne jeg give mit ufødte barn.

I slutningen af  måneden rejste jeg til Fyn, ned til Svends onkel og tante. De var nogle kære mennesker, og de følgende måneder gik jeg dem til hånde, som jeg nu bedst kunne, med den stadig voksende mave. De tog sig i det hele taget af mig, som var jeg deres egen datter, og lyttede ikke til sladderen i den lille by. Sidst i marts måned fødte jeg en velskabt pige. Hun var så yndig med en lille opstoppernæse og de klare blå øjne. Øjne der var parate til at se livet. Men jeg havde taget en beslutning. En beslutning som mange nok ville kalde egoistisk, men sådan var det ikke for mig. Jeg vidste at der var mange barnløse par, der ønskede et barn og ikke kunne få det. De ville være bedre forældre end jeg. Jeg, en enlig mor uden mål, midler og fremtid…

Her sluttede dagbogen. Tårerne løb ned af Nannas kinder. Det var så rørende så…..
Nanna vidste at hendes mor var kommet tilbage til Svend og at der blev holdt bryllup, men ingen havde nogensinde fortalt om det halve år, perioden hvor Irene fødte og bortadopterede sit barn.
- Jeg har en søster… I guder… jeg har en søster! Nanna fløj op af halmen, så Marie der sad på bukken ved siden af hende, nær var faldet af og kun med møje og besvær hang i armene, inden hun lod sig falde ned i halmen nedenunder.
- Lasse, Lasse.. Nanna fløj ud af laden til bilen som netop var kørt ind på gårdspladsen. – Lasse jeg har en søster – en storsøster. Hun viftede med dagbogen og nærmest kastede sig om halsen på Ridelæreren.
- Ja min skat, jamen så ved vi jo nok, hvem der gør krav på boet efter din mor!
Nanna blegnede, i rusen over at have erfaret at hun havde en søster, havde hun helt glemt arvesagen.
- Nanna, jeg mødte sagfører Svendsen, han kommer herud i morgen, han har netop modtaget post fra Fyn og vil komme ud til os og fremlægge sagen for os. Jeg aftalte kl. 14 i morgen.
- Den 23. december, hvor kønt at ødelægge julen for os. Det er ikke fair, Nanna smed bogen fra sig i gruset og råbte: Det er ikke fair, hvorefter hun løb hjem til huset og smækkede døren i med et brag.
Ridelæreren bøjede sig ned og samlede Irene Bergs dagbog op. I det samme gled der et stykke papir ud fra en af siderne. Ridelæreren drejede papiret, en dåbsattest eller rettere, en kopi af en dåbsattest. Han studerede indholdet, puttede papiret i lommen og gik hjemad. Om to timer kom landbetjenten så han måtte hellere få fat i Jens, karlen, som landbetjenten havde bedt ham om.

- Prøv lige at komme med over på kontoret. Ridelæreren kastede et blik på Jens der delte strøelse rundt i båsene.
Morten, landbetjenten sad allerede i kontoret, da de trådte ind. Jens’ blik begyndte at flakke, men blev så bedt om at sætte sig ned.
 det denne her, du manglede? Ridelæreren holdt hesten Butlers stamtavle frem mod Jens.
Jens begyndte at ryste over hele kroppen.
- Det var den, du ledte efter her på kontoret ikke sandt, sagde betjenten henvendt til Jens.
Jens faldt sammen i skuldrene og nikke så.
- De slår mig ihjel, gryntede han.
- Hvem slår dig ihjel, spurgte betjenten.
- Majken og banden slår mig ihjel. Jeg skulle have afleveret enten stamtavlen eller 10.000 i fredags, de sagde at jeg kunne få frist til i morgen, så ville de sende nogen...
- Ja det ved vi, sagde betjenten.
- Ved I, jamen så hjælp mig dog, jeg bliver slået ihjel. Jens blik kiggede forpint og angst fra den ene til den anden, inden betjenten tog ordet.
- Tag det helt roligt. Vi har også hjulpet dig. Banden blev afsløret i aftes under et hestetyveri 25 km herfra. Og din gode veninde Lola, er slet ikke gravid, hun er en del af banden. Det hele var et komplot, for at få en indefra kommende person til at stjæle stamtavler. Du er ikke den eneste, det er gået ud over. Hele tre mere her på Sjælland har været i samme situation. Den ene betalte pengene, men de to andre stjal stamtavlerne og få dage efter forsvandt hestene.
- Tilgiv mig! Jens brød nu hulkende sammen, delvis i lettelse, delvis i afmagt over det, han havde været medvirkende til.
- Jens, Ridelæreren talte til ham, - Jens, nu endte det jo godt denne gang, og skaden var ikke så stor. Men det vil nok være en god idé, om du i løbet af det nye år finder dig en anden arbejdsgiver. Jeg skal give dig en varm anbefaling, du har trods alt været os en god medarbejder. Aktiv og arbejdsom, en uvurderlig hjælp på rideskolen, men der har ligesom været for mange ting der gør, at vi ikke helt kan bevare tilliden til dig.
Jens kiggede taknemlig på Ridelæreren. – Min bror på Møn har faktisk spurgt mig flere gange,om jeg ikke har lyst til at blive forvalter på nabogodset, så hvis Ridelæreren måske kunne give mig en anbefaling ud fra mit daglige virke, såeeee?
Ridelæreren sagde, at det ikke var noget problem, og at han nok skulle få sin anbefaling.
Jens takkede og nikkede til betjenten, og skyndte sig efterfølgende tilbage til staldene, lettet og fri.

Da Jens var gået, trak Ridelæreren det sammenfoldede stykke papir op af lommen og viste det til betjenten. Denne nikkede, og papiret blev efterfølgende lagt tilbage i lommen.
Morten landbetjent tog afsked, og Ridelæreren gik hjemad. Han var spændt på morgendagens komme. Hvad mon sagfører Svendsen havde i ærmet og arvingen, hvad var hendes krav til dem. Mon Nanna fik ret, fik de ingen jul i år?

 

Hvem er arvingen, og hvad er hendes krav mod Nanna og hendes bror Peter. Hvordan går det hos ungnisserne og får gårdhunden Basse noget afkom til næste år. Læs om dette og meget mere i næste afsnit om Jul og Erotik på høloftet.