Jul og erotik hos Klitfogeden
Julen 2009

 

Forfatter: Katrine Benthagen©
1. december
 

Klitfogedhuset

Det var første december. Radioen spillede Søren Banjomus, og midt på køkkenbordet stod et stort tykt kalenderlys og gjorde sit til at sprede lys i det regnfulde vintermørke. Sophie havde egentlig aldrig før tænkt over, hvor mørkt det var i december. Hun forbandt december med kapitalisternes sanseløse energi frås, som skulle få masserne til at gå amok i et sanseløst indkøbsorgie. Men herude, langt fra alting, lå mørket tæt om huset og regndråberne, der gled nedad ruden, spejlede kalenderlysets lille flamme og forklarede hende, hvorfor man i gamle dage havde haft behov for en fest midt på årets mørkeste tid. Hun så sig om i det lavloftede køkken. Utroligt som sådan et lille lys kunne sprede hygge. Kaffemaskinen bloppede lystigt på køkkenbordet og hun kunne dufte at klit- og strandfoged, Mads Hansen, havde fået gang i morgenens første pibe tobak. Han sad nu på sin plads, forenden af bordet, og ventede på vejrudsigten. Sophie fandt brød og pålæg frem og satte det på bordet. Snart efter skænkede hun kaffe for Mads, inden hun hældte resten på termokanden, skænkede et krus op til sig selv og satte sig ved bordet.

Vejrudsigten var, som den havde været al den tid, hun havde været her. Grå, trist og surt med byger. Der var dage, hvor hun havde på fornemmelsen, at hun ikke havde set dagslyset. Det generede hende forbløffende nok, nu hvor hun fik mere lys og luft, end hun havde fået de sidste mange år. Trine, den store tyske ruhårede hønsehund, rejste sig fra sin kurv ved siden af køleskabet og sneg sig ind under bordet, hvor den lagde sig til rette på Sophies fødder. Tænk at hun var blevet så bange for denne forvoksede skødehund. Men Trine havde set temmelig farlig ud, da hun havde stået over hende, den morgen i klitten.

Sophie havde været på flugt. Det havde gået hedt til på Nørrebro. Sophie havde på trods af sine mange år i miljøet aldrig før været med i første række, men pludselig havde hun fundet sig selv stående med brosten i hånden foran muren af kampklædt politi. Hun havde kastet en sten og set den ramme skjoldet, der blev holdt op foran en af de fascistiske strissere. Så var hun drejet rundt og havde løbet.
Hvordan hun havde fået fat i sin sovepose og fået rygsækken pakket, stod stadig tåget for hende, men på Hovedbanegården havde hun set en plakat med børn der løb og legede i klitterne. Hendes familie havde et år været ved Vesterhavet, og hun huskede de lange øde klitstrækninger. Der ville hun næppe støde på et eneste menneske.

Næste morgen sad hun på et tog vestpå. Da hun kom til Esbjerg, havde hun taget den på stop op langs vestkysten. Hun havde måttet gå langt, før en tysk lastbilchauffør havde taget hende med. Hendes udseende havde næppe virket appellerende på de småborgerlige familiefædre, der havde ræset forbi hende i deres store benzinslugere. Hun havde siddet og set sig i spejlet i lastbilen. Hendes lange lyse hår stod op i vejret i lange spidse takker, hendes makeup lå tung og sort, og piercingerne i øjenbrynene glimtede i solen. Hun smilede tilfreds, men smilet blegnede, da hun opdagede, at selv hendes sorte posede jakke ikke kunne skjule hendes alt for store pornobryster. Hun hadede de bryster. De var det eneste mænd så. Men selvfølgelig, mænd tænker jo ikke på andet end sex. Svin.

Hun var faldet i søvn, og anede ikke hvor hun var, da hun vågnede. Alligevel havde hun bedt chaufføren om at stoppe, da hun havde fået øje på nogle klitter. Hun var hoppet ud af bilen og havde begivet sig på vej ind i klitterne. Hun havde hurtigt fundet sig en gryde i den sidste klitrække ud mod havet, her havde hun rullet sin sovepose ud og siddet i skumringen og spise én dåse kold spaghetti.

De spiste morgenmad i tavshed og Sophie opdagede at hun sad og så på Mads’ hænder. Hans hænder var forbløffende store og grove. Det var tydeligt, at han var vant til at bruge dem. Det havde hun måtte sande så sent som i går eftermiddags, da han var kommet hjem fra klitterne. Han havde været gennemblødt af regn og sved og var derfor gået i bad. Desværre for hende, havde han så også opdaget, hvordan hans hvide undertøj nu var blevet lyserødt. Sophie havde ellers forsøgt at lægge det lyserøde undertøj i bunden af hans skuffer, men det havde altså ikke været nok. Han var stille og roligt kommet ind i køkkenet, hvor hun havde været i gang med at sætte kaffe på bordet. Mads var i det hele taget altid stille og rolig, selv når han var vred, og det var han nu. Hun havde dog ikke opdaget noget før hun skænkede kaffen for ham. Ved siden af hans kop lå et par særdeles lyserøde underbukser. Hun fór sammen og havde nær fuldendt skandalen ved at spilde kaffe udover ham, men hun fik det reddet i sidste sekund. Han så op på hende.
”Hvad er det her?”
Han pegede på underbukserne.
”Underbukser.”
Hun forsøgte at lade som om, det var helt normalt for ham at have lyserødt undertøj, og at der i det hele taget ikke var noget galt. Hun trak stolen ud fra bordet og satte sig.
”Hvad har jeg sagt om fejl Sophie?”
Hun svarede ham ikke drak bare lidt kaffe og håbede på, at det ville gå over. Der var stille i køkkenet og hun begyndte efterhånden at slappe af.
”Jøsses Sophie.” Han sukkede træt og hun så kort op på ham. Han så ikke sur ud, men så meget havde hun da lært om ham, at det ikke behøvede at betyde noget.
Hun drak hurtigt sin kaffe ud og rejste sig for at tage af bordet. Han så efter hende, men sagde ikke yderligere. Hun gik ham til hånde i køkkenet, mens han lavede mad. Det var et punkt, hvor han meget hurtigt havde opgivet hende. Sophie kunne knapt koge en gryde vand, uden at det brændte på og Mads kunne ikke leve af havregrød, som var det eneste spiselige Sophie kunne frembringe. Han forsøgte dog at lade hende skrælle kartofler og lignende, og efterhånden havde Sophie da også lært lidt. Det var ikke fordi hun ikke kunne, men ingen havde nogensinde givet sig tid til at lære hende noget om madlavning, tøjvask og hvad man ellers kunne fristes til at betragte som selvfølgeligheder.

Aftensmaden blev spist og Sophie ryddede af bordet. Trine blev i køkkenet hos Sophie og fulgte hendes mindste bevægelser nøje. Sophie morede sig over hunden og forbarmede sig da også ret hurtigt over den og gav den resterne af maden. Hun satte sig på en stol og så på, at hunden spiste, så vaskede hun de sidste ting op, tørrede bordet af og listede hen mod trappen op til sit værelse.
”Sophie. Kom lige herind!”
Hun for sammen. Han havde altså hørt hende. Hun rettede ryggen og satte en overlegen mine op. Han skulle ikke tro, at han kunne skræmme hende. Han sad inde i sin hule, et kontor med et stort gammeldags skrivebord, en god lænestol og reoldækkede vægge fulde af bøger. Han havde åbenbart siddet og ordnet noget papirarbejde ved skrivebordet, for da hun trådte ind lagde han en kuglepen fra sig og så op på hende.
”Er der noget du har lyst til at sige Sophie?”
Hun stod tavs og tillukket og så på et punkt på væggen over hans hoved. Tavsheden lå rungende i kontoret, men hun følte sig usikker. Tavsheden havde altid været hendes våben, når noget gik hende imod. Bare tie stille, sommetider i dagevis, så fik hun hvad hun ville. Mads var dog ikke bange for hendes tavshed. Han sagde faktisk ikke meget og hun kunne endda komme til at længes efter, at høre menneskestemmer omkring sig. Hun havde ellers altid sat stor pris på fred og ensomhed, men hun havde endt med at være glad, da Mads havde budt landposten på kaffe en regnfuld formiddag for et par dage siden. Det var nu ikke fordi, de to mænd havde sagt meget, og hun havde svært ved at forstå, hvad de sagde, men hun nød bare lyden af stemmer. Hun stod lidt uroligt og skævede til Mads. Han sad bare og så opmærksomt på hende.
”Ikke?”
Hun spjættede lidt ved lyden af hans stemme, men reagerede ellers ikke. Igen blev der stille i kontoret. Uret på væggen talte tikkende sekunderne.
”Hvorfor Sophie?”
Mads rejste sig og stillede sig foran hende. Hun så ind i hans grønne striktrøje og kunne lugte den duft af frisk luft og pibetobak, der hang ved alt hans tøj.
”Vi kan alle lave fejl, men du må tage ansvaret for dine fejl.”
Hun reagerede ikke, stivnede måske en smule mere i kroppen og så en smule mere afvisende ud. Hun havde da ikke kunne gøre for, at der havde sneget sig en ny rød vaskeklud med i den hvide vask. Han kunne da også bare vaske sit tøj selv, hvis han var utilfreds.
”Hvorfor gør du det så svært for dig selv? Tåbelige pigebarn.”
Han gik hen og satte sig i lænestolen. Sophie rørte sig ikke.
”Ja ja da, hvis du vil opføre dig som et barn, må jeg jo behandle dig som et barn.”
Sophie så skræmt på ham, men Mads sukkede bare opgivende.
”Kom herhen.”
Sophie adlød og stillede sig ved siden af hans stol. Hun huskede alt for godt, hvad der var sket de første gange, hvor hun havde strittet imod.
”Træk dine bukser ned og læg dig!”
Han klappede på sine lår og Sophie adlød. Langsomt åbnede hun sine bukser og trak dem ned til knæene, så lod hun trusserne glide samme vej og forsøgte så, så værdigt som muligt, at lægge sig henover hans knæ. Hun mærkede hans store hånd glide henover hendes balder, forbløffende blidt, så løftede han hånden og slaget faldt. Hun skreg og vred sig, men Mads holdt hende i et jerngreb, mens slagene haglede nedover hendes balder. Det gjorde så ondt, og det føltes så ydmygende, men han stoppede ikke. Det føltes nærmest som om, han langsomt øgede styrken i slagene. Hendes balder sved og brændte, mens han roligt og uden at forhaste sig slog skiftevis på højre og venstre. Han lod ikke slagene falde samme sted hver gang men varierede, så der til sidst ikke var et eneste sted, der ikke gjorde ondt. Sophie lå nu stille og græd af smerte og ydmygelse, men dette var prisen, hun måtte betale, for at være her. Her bestemte han og trådte hun ved siden af, så var det ham, der bestemte, hvilken straf han fandt passende.

Langt om længe stoppede slagene og Sophie fandt sig selv liggende hulkende og snøftende henover hans knæ. Mads lod hende ligge lidt, det var som om, han ikke havde noget imod at mærke hendes stadig rystende krop.
”Rejs du dig nu op og gå så op i seng. Du trænger vidst til at tænke lidt over, hvad du kan gøre bedre. Så ses vi i morgen tidlig.”
Sophie rejste sig, stadig snøftende og trak meget forsigtigt trusser og bukser op. Hendes balder sved, og hun var glad for, at hun ikke længere havde de ålestramme jeans, hun tidligere havde gået rundt i.

Oppe på loftsværelset klædte hun sig hurtigt af og lagde sig forsigtigt ned under dynen. Hun lå snøftende på siden, rullet sammen i fosterstilling. Smerten var ved at fordele sig ud i hendes krop. Hun lod én hånd glide ned mod sit skød. Og sukkede flovt, da hun viste sig at være våd. Hun havde opdaget, at hun hver eneste gang, hun havde fået smæk, endte med at være drivende våd og hun skammede sig. Af sig selv begyndte hendes fingre at kæle for klitten og hun kom hurtigt, mens hun pressede læberne sammen for at undgå at stønne. Udmattet af gråd og med alle dagens spændinger udløst faldt hun i søvn, mens regnen sagte slog mod ruden i det lille kvistkammer.
 

Kan en opsætsig pige fra Nørrebro kvarteret blive rettet op med en endefuld i ny og næ, eller sender hun en brosten igennem lokalet ved førstkommende lejlighed?
Følg med i den spændende fortsættelse


Ris eller ros, giv din mening tilkende
HER
Andre noveller af samme
FORFATTER