Jul og erotik hos Klitfogeden
Julen 2009

 

Forfatter: Katrine Benthagen©
16. december

Forlis ved Harboøre

Resumé:
Mads har gennemskuet at Sophie næppe vil tilbage til København for at holde jul, men det kom i den grad bag på Sophie, da han tilbød at hun gerne måtte blive hos ham og holde jul. Resolut sprang hun ham om halsen af glæde. Læs den spændende fortsættelse i dag..

Det var blevet en lang aften i klitfogedhuset. Mads havde insisteret på, at Sophie skulle ringe til sine forældre og fortæller, hvor hun var. Det havde Sophie ikke haft den store lyst til, men Mads havde stille og roligt forklaret hende, at enten tog hun hjem, eller også fortalte hun, hvor hun var. De var blevet enige om, at hun måtte nøjes med at sige, at hun havde fået plads i huset og var ved at lære lidt om at holde hus m.m. Sophie havde kredset om telefonen en times tid, og til sidst havde hun bidt hovedet af al skam og bedt Mads sidde hos hende imens. Det var hendes mor, der tog telefonen, og hun havde lydt forundret og travl, men faktisk også glad for at høre fra Sophie og havde formået at få en adresse ud af Sophie, selvom hun havde vredet sig lidt. Mads havde dog siddet og set bestemt på hende, så det gik ikke at sno sig uden om. Mads og hun havde endt med at sidde og snakke til sent om aftenen om hendes opvækst, og hvor forskelligt livet kunne være i hver sin ende af Danmark.

Det var en grå og sur dag, og over middag bestemte Mads sig for, at han lige ville smutte en tur i Brugsen efter noget, når nu de skulle være to i julen. Sophie undrede sig lidt, men da Mads lidt senere vendte tilbage med marcipan, nougat og overtrækschokolade i lange baner, måtte hun smile bredt. Hun elskede konfekt. Hun var i det hele taget noget af en slikmund, måtte hun erkende. I løbet af ingen tid, sad de over for hinanden og trillede marcipan. Sophie sad og smilede, hvor ville hun ønske, at hun var vokset op herude. Hun nævnte det for Mads, og han smilede bredt til hende.
”Jo i dag er det godt, men vi skal ikke langt tilbage, før livet herude var noget af det hårdeste, du kan forestille dig. Folk levede af Havet og det er en hård Herre.”
Mads skar et nyt stykke marcipan af og begyndte at fortælle om den store ulykke i 1893. I starten sad Sophie bare og nød, at Mads fortalte, men efterhånden blev hun grebet af beretningen om, hvordan fiskerne var stået ud i havblik om aftenen, for senere samme nat at forlise for øjnene af deres hustruer, der ikke kunne stille andet op, end at stå og bede til, at deres mænd og forsørgere ville slippe levende i land. Hun gøs og mærkede hårene rejse sig på armene, mens Mads berettede om, hvordan Havet tog. Men Havet gav også. Mads lo stille og fortalte om, hvordan det allerede i Jydske Lov havde været nødvendigt at gøre klart, at alt, hvad der drev i land på stranden, tilhørte Kongen. Der var dog langt fra Kongen til vestkysten, og det kunne være fristende, i trange tider at lokke skibene ind mod land. Det var sket, at man i stormvejr havde bundet en lanterne til en hest og trukket den rundt i klitterne, så skibene havde troet, at det var sikkert at søge længere ind mod land. Så var de forlist og folkene ombord druknet. Inde på land kunne folk så tage for sig af vraggodset, som ofte kunne være værdifuldt. Det var endda hændt, at overlevende, som blev kastet op på stranden, og troede de var i sikkerhed, havde fået halsen skåret over, så der ingen vidner var. Faktisk havde det været så slemt, at Christian Den Anden havde påbudt, at der skulle rejses galger på strandene, så vragplyndrere kunne hænges på det sted, hvor de havde begået deres forbrydelse.
Sophie så rystet på Mads. Det var svært at forestille sig, hvordan folk, der til daglig levede med druknedøden, kunne få sig selv til at myrde en stakkel, der havde overlevet.
Mads bemærkede hendes blik, rejste sig og kom lidt senere tilbage med et støvet fotoalbum. Han fandt et rent sted på køkkenbordet og åbnede det forsigtigt.
”Se her.”
Sophie rejste sig og så på et sort hvidt billede af et ungt par. Manden lignede i høj grad Mads, mens kvinden var lille og mørk med gnistrende sorte øjne.
”Han ligner dig godt nok meget, Mads.”
”Ja, det siger de, men se på hende. Hun skulle være sin oldemors udtrykte billede. Hun ligner ikke just en vestjyde vel?”
Sophie rystede på hovedet. Mads skænkede sig en kop kaffe og satte sig tilrette på sin plads.
”Det var en jul sidst syttenhundrede tallet. I en voldsom storm forliste et skib på kysten og kun en eneste overlevede. En purung kvinde ved navn Tessa Maria. Hun blev min tip tip tip tip oldemor. Historien siger, at en Mads fandt hende skyllet i land mellem vragresterne og i stedet for at slå hende ihjel, som en klog mand ville have gjort, tog han hende med hjem og endte med at gifte sig med hende.”
Sophie lo. Den historie troede hun ikke rigtig på. Mads sad og smilede lidt, så trak han noget op ad lommen og rakte det til Sophie. Hun tog nysgerrigt imod den. Det var en stor gammeldags guldring med en stor blå sten i. Hun kiggede grundigt på den og kunne indeni skimte navnet Maria. Mads sad og smilede.
”Tror du nu på mig?”
Sophie nikkede.
”Så I var altså ikke alle sammen nogen mordere?”
Hun smilede drillende til Mads, der med et blink i øjet kastede kniven, han ellers havde siddet og skåret nougat ud med, ned i brættet så den stod og dirrede.
”Naa… Nu sætter vi dem vi finder halvdruknet i klitterne til at arbejde i stedet for.”
Mads lo højt og Sophie forsøgte at se forarget på ham, mens hun bekæmpede et latteranfald. Hun havde i den grad lignet en druknet mus, dengang Mads samlede hende op. Resten af eftermiddagen sad de to i et køkken, der efterhånden emmede af varm chokolade og lavede konfekt nok til en halv hær, mens radioen sørgede for julemusikken.
Det blæste op hen under aften og Sophie lå og tænkte på de ting Mads havde fortalt hende. Hun forsøgte at forestille sig, hvordan det måtte have været for en kvinde at blive skyllet op på en strand, måske have mistet sin familie eller mand i skibbruddet, ikke ane om den mand hun så ville slå hende ihjel eller frelse hende.
Hun havde selv været bange for Mads dengang. Halvvejs i søvne begyndte hendes tanker at flyde. Hun forestillede sig, hvordan det ville være. Hun forsøgte at forestille sig den store kjole, der dyngvåd klæbede sig til benene. De iskolde bølger, der skyllede ind over hende og så den vildtfremmede mand, der stod og så ned på hende. Hun mærkede hans arme om sig da han trak hende uden for rækkevidden af bølgerne. Han smilede til hende, løftede hende op og bar hende henover stranden og væk fra de bragende bølger. En lille grå hytte puttede sig i læ af klitterne, hun blev båret ind og lagt på en seng, mens han lagde mere ved på ilden og fyldte noget i en gryde, som han hang over ildstedet. Hun lå og lyttede til vinden og bølgerne. Det ene øjeblik havde hun ligget i sin agterkahyt, så havde der lydt et stort brag, og hun var blevet kastet ud af køjen. Alt var blevet sort. Nu lå hun gennemkold og ventede på, hvad der ville ske. Han vendte sig om mod hende og hjertet stod stille, da hun fik øje på kniven i hans hånd. Han smilede beroligende og begyndte at skære det våde tøj af hendes krop, så hun til sidst lå nøgen. Han rakte hende et tæppe og hun dækkede sig hurtigt til med det. Det hjalp lidt, men hun rystede stadig af kulde. Manden gik igen hen til ildstedet og kom tilbage med et krus med en varm væske. Det smagte surt og hun rynkede på næsen, men han så smilende på hende, sagde noget uforståeligt og vippede med hånden, som om han drak af kruset. Hun drak det hele. Vel smagte det ikke godt, men det var varmt. Han pegede på sig selv og sagde” Mads” Så pegede han på hende og hun svarede;” Comtessa Maria de Vargas. Han sagde prøvende Tessa Maria og hun smilede. Han tog kruset fra hende og fyldte det på ny. Hun drak lydigt den sure væske og opdagede ikke, at han var ved at klæde sig af. Han hængte sit tøj til tørre foran ildstedet og hun indså, at hun lå i den eneste seng i hytten. Han smilede venligt og gjorde tegn til, at hun skulle rejse sig op. Hun pakkede tæppet godt om sig så det dækkede hele hendes krop og rejste sig, rystende af kulde. Han trak sengetæppet tilbage, slog dynerne op og puffede hende så blidt hen til sengen. Hun gøs af kulde og skræk. Dynerne var grove og kolde, men det glemte hun, da han lagde sig ned i sengen til hende. Hun lå stiv af skræk. Han lagde dynen over hende og trak hende så tæt ind til sin varme krop. Langsomt holdt hun op med at ryste og snart sov hun. Hun vågnede med et sæt og anede ikke hvor hun var. Der var mørkt. Hun mærkede den sovende krop ved siden af sig i sengen og huskede så forliset. Hun begyndte at græde og armen om hendes liv strammede grebet og en hånd gled henover hendes hår, mens en stemme hviskede ord, hun ikke kunne forstå. Læber gled henover hendes pande, mens gråden langsomt stilnede af. Så strejfede læberne hendes mund og hun mærkede forundret det sæt, det gav i hendes krop. Hun gengældte forsigtigt kysset. Hun trængte til at mærke én levende krop mod sin. Han kyssede hende igen og hans hænder gled henover hendes krop. Hun rakte ud og lod en hånd glide henover hans krop. Stærke, faste muskler. Han sukkede og begyndte at pakke hende ud af det tæppe, hun ellers havde ligget rullet ind i. Hun hjalp ham og i løbet af ingen tid lå hun nøgen under dynen. Hans hænder var overalt på hendes krop nu. Hendes bryster blev krammet blidt i starten, men så tog han fat, hans læber lukkede sig om hendes følsomme brystvorter og hun pressede hans hoved ind mod brystet. Hendes krop blev varm nu. Hun kunne mærke, hvordan blodet løb hurtigere i kroppen på hende og hun spredte sine ben for ham. Han lagde sig tilrette, men hun kunne kun mærke spidsen af hans hårde lem mod sit skød. Han trængte ikke ind i hende, men fortsatte med at lege med hendes bryster med mund og hænder. Hun vred sig, forsøgte at lokke ham indenfor, og endelig gav han efter og trængte ind i hende. Langsomt og forsigtigt, som om han ventede at finde en barriere, men da han nåede i bund uden at blive bremset lå han blot stille ganske kort, så tog han hende hårdt og hurtigt. Hun stønnede og slog armene om ham. Det var så godt. Han satte farten op og hun skreg hans navn mens hun kom.
Sophie stønnede halvt i søvne, mens hendes hånd kælede hende til orgasme. Så rullede hun om på siden og faldt i dyb drømmeløs søvn.

Ja Sophies fantasi fejler bestemt ikke noget og heller ikke hendes lidenskab, men mon vi ikke alle sammen sidder og venter på at den skal springe ud i lys lue? Læs den spændende fortsættelse i næste afsnit.

Hvad synes du om kalenderhistorien?
Giv din mening tilkende
HER
Andre noveller af samme
FORFATTER