Jul og erotik under uddannelse
Julen 2010

 

Forfatter: Katrine Benthagen©
5. december

Et glimt af fortiden

Resumé:
Klitfogeden Mads har villet overraske sin Sophie ved at lave en aftale med hendes forældre om, at de kommer til Sjælland for at besøge dem. Sophie bryder sig ikke om forældrenes snobbede, opstyltede måde at leve på, hvor penge sætter præg på alting. Desværre viser det sig, at det er selvsamme aften, at den årlige julemiddag løber af stablen i hjemmet. At Mads lige har klædt Sophie på i en fræk corsage, som på en måde er så langt fra det Sophie forestiller sig, gør det ikke lettere for vores hovedperson. Læs den frække fortsættelse her...

Sophie kunne skimte de første klitter i det tidlige decembermørke. Hun havde sovet stort set fra Storebælt til nu. Det havde været en lang aften og nat, og da Mads var faldet i søvn, havde hun ligget ved siden af ham og tænkt.
Dagen var startet rigtigt godt, men aftenen var endt, ja ikke katastrofe, men i hvert fald temmelig voldsomt og alligevel godt.
Mads og hendes mor havde vedtaget, at Sophie måtte have noget tøj at tage på til aftenens selskab, og de var i samlet flok draget af for at handle om formiddagen. Det havde været hyggeligt, og Sophie kunne mærke, at hun trods alt faktisk havde savnet sin mor.
Forretningerne var julepyntede, og travle mennesker oksede rundt med pakker. Og Sophie… gik rundt med Mads i hånden og smilede. Hun nynnede med på julemelodierne og nød endda, med et grin, da Mads insisterede på at give kaffe og æbleskiver, da de havde fundet både kjole og sko til Sophie.
Eftermiddagen havde været hyggelig, og Sophie havde nydt at hjælpe sin mor med de sidste forberedelser inden selskabet. Så havde hun trukket i den nye kjole, og Mads’ blik, da han så hende komme ned ad trappen, gjorde, at hun næsten svævede. Han så så stolt og forelsket ud, at hun ikke kunne ønske sig mere i denne verden. Hans arm om hendes liv, mens de hilste på gæsterne. Hans rolige lune væsen. Mads, der af et godt hjerte forsøgte at passe ind i den opstyltede verden, som Sophie ikke følte sig en del af. Hun havde ikke troet, hun kunne elske ham højere end hun gjorde, men hun var indimellem ved at få tårer i øjnene, når hun så på ham mellem den stilrene julepynt og de moderigtige mennesker. I hendes øjne blev han til det eneste levende menneske mellem en masse mannequindukker.

Det var ikke alle gæster Sophie fik hilst på, da et hold af moderens gamle veninder havde krydsforhørt hende om hendes liv på vestkysten, så hun var derfor uforberedt da en mere end selskabeligt beruset mand ud på aftenen, væltede ind mod hende og lagde en arm om hende.
”Hvad vil du dog med den fisker Sophie? Synes du ikke hellere, du skulle se at komme tilbage hertil? Jeg synes, de her.. har manglet alt for længe.”
Han stak hånden ned i hendes kavalergang. Sophie stod stiv af rædsel. Det var den samme mand, der var skyld i, at hun havde holdt sig langt væk fra sine forældres hjem. (
Kan læses her)
”Jeg hørte din mor sige, at du læser til lærer… Kom dog herhjem i stedet for. Jeg har aldrig været fedtet. Det husker du nok.”
Han blev afbrudt, da han pludselig løftede sig op fra jorden. Sophie så forbavset set op. Mads var vendt tilbage og stod nu med Sophies vinglas i den ene hånd og en mand, der var for forbløffet til at protestere, i den anden. Mads rakte uden videre vinglasset til Sophie.
”Jeg tror, ham her trænger til lidt luft.”
Så gik han ud af havedøren med manden på slæb.
Kort efter kom han ind igen, og Sophie bemærkede, at han diskret gned sin højre hånds knoer. Han lagde en arm om Sophie og fandt sit ølglas, som han tog en god slurk af.
”Ahh, det har jeg haft lyst til længe.”
Mads smilede til hende, og Sophie anede ikke om hun skulle le eller græde. Hun så spørgende på ham og nikkede ud mod haven. Mads så en lille smule flov ud.
”Han kommer ind om lidt, når han har sundet sig, men han har nok ondt i hovedet i morgen.”
Sophie havde lidt senere set manden, da han passerede forbi på sikker afstand af Mads. Han havde et rødt mærke på hagen. Sophie ville være gået i seng, men Mads havde hvisket til hende, at hun intet havde at skamme sig over, og de holdt ud, til de sidste gæster gik.

Oppe på værelset havde Sophie vredt smidt kjolen på gulvet, mens Mads forbavset havde set til. Hun havde rasende og ulykkeligt fortalt ham, at hun aldrig nogensinde igen ville gå med den slags tøj, for det var, hvad der kom ud af det, og Mads havde set bekymret på hende. Hun var smuttet ned under dynen til ham, og de havde længe ligget tavse.
Så var Mads begyndt at tale. Han havde fortalt hende, hvor stolt han havde været, da han så hende, hvordan havde set rundt på kvinderne i aften og sammenlignet dem med hende, og at ingen havde været smukkere end hun. Han havde i mørket kærtegnet hendes ansigt og hvisket, at der for ham intet smukkere var end hendes øjne, når hun vågnede om morgen og så på ham. Så var gråden kommet. Sophie havde grædt og fortalt, hvor modbydeligt det havde været. Hun havde ikke kunnet gøre andet end at stå stille, hendes krop var helt stiv, og hendes hjerne havde stået stille. Hun havde været tilbage på det badeværelse, hvor han havde misbrugt hende og ikke følt sig en dag ældre end de 16 år. Hun havde grædende fortalt, hvordan hun havde følt, at hun umuligt ville kunne komme fri af hans greb og følt sig så elendig og beskidt. Mads havde trøstet hende, og hun var langsomt faldet til ro. Mads faldt i søvn, men hun havde ligget og tænkt det meste af natten.

De var taget af sted lige over frokost og Sophie opdagede nu undrende, at Mads ikke havde kørt hende til seminariet, men hjem til Klitfogedhuset.
”Er du ikke kørt forkert Mads?”
Han drejede i det samme ned af deres indkørsel og parkerede bilen på gårdspladsen.
”Nej, jeg tror du må tage en pjækkedag i morgen Sophie.”
Han smilede varmt til hende, og Sophie protesterede ikke på nogen måde. En ekstra nat, i samme seng som Mads, var en uventet gave.

Sammen var de gået en tur med Trine i tusmørket, og Sophie havde nydt luften og det dæmpede brus af havet. De havde gået hånd i hånd og ikke vekslet mange ord, sådan som de plejede. Der var en snert af frost i luften, og stjernerne stod højt og fuldtalligt over huset. Sophie sukkede dybt, da de så ned over Klitfogedhuset, hvor en enkelt søvnig lampe over hoveddøren lyste dem i møde.
”Er du ked af det Sophie?”
”Nej. Jeg er så lykkelig for, at det er her, jeg bor.”
Hun vendte sig om mod ham og kyssede ham varmt, og med hans arm om sin skulder gik de sammen indenfor.

Mads var begyndt at pynte op til jul og midt på køkkenbordet stod et mini juletræ med den pynt, han og Sophie sammen havde lavet sidste år. Hun smilede bredt. Det var vidst ikke kun hende, der savnede ham. At Sophie var savnet, fik hun at mærke, da de spiste aftensmad og Trine insisterede på at sidde oven på hendes fødder. Sophie nød stemningen. Kalenderlyset der brændte midt på bordet, varmen fra hunden og duften af Mads’ pibe efter maden. Jo, det var som det skulle være, og alle spændingerne forlod hendes krop.

De gik tidligt i seng og for første gang anede Sophie en misstemning, da Mads blot kyssede hende på kinden og så lagde sig til at sove. Hun havde selv sovet hele vejen i bilen, så hun kunne ikke falde i søvn lå blot og tænkte. Det var som om Mads ikke rigtig havde rørt ved hende siden i aftes. Kun når hun havde rørt ved ham, havde han reageret. Sophie lå og stirrede ud i mørket. Hun kunne høre Mads rolige åndedrag ved siden af sig og mærkede varmens fra hans krop. Hun kunne ikke sove og lå og vendte sig, så hun blev bange for at vække Mads. Hun listede ud af sengen og ind i stuen. Hun stod og så ud i den månelyse nat. Det var en af de sjældne helt stille nætter. Hun smilede ved mindet om en sådan nat. Det var i sommer, og Mads og hun var blevet enig om, at det var for dejlig en nat til at sove, så de var i stedet gået en tur ned på stranden. Sophie havde nydt den lune luft, men pludselig var Mads standset op. Han havde smidt sine træsko og var vadet lidt ud i vandet. Sophie havde gispet forskrækket, for hans ben blev lyst op. Hun havde endda skreget op om, at der måtte være fosfor i vandet, men Mads havde leet og sagt at det var morild. Sophie anede ikke, der var noget, der hed sådan, men han var kommet ind, havde kysset hende meget hedt og trukket hendes T-shirt, shorts og trusser af hende og selv smidt tøjet. Hun havde set meget forundret på ham, men Mads havde bare taget hende ved hånden og trukket hende med ud i vandet; leende havde de tumlet rundt. Vandet var så varmt og blødt, og Sophie havde hurtigt lagt sig og var svømmet hen til Mads. Fornemmelsen af hans glatte våde hud mod hendes var vidunderlig. Mads havde sat sig ned. Det der med hurtigt at komme under var ellers ikke lige ham, men nu sad han altså på bunden og plaskede i det lysende vand som en baby i et badekar. Sophie havde leet højt og havde ladet sig glide hen på hans skød. Hun måtte holde fast i Mads skuldre for ikke at glide ned, og han havde lagt armene om hende og kysset hende, så hun havde tabt pusten. Hun havde ladet sig glide overskrævs på ham og lagt armene om hans hals. Vandet lyset fra morilden, der lignede flydende guld, hver gang de bevægede sig, den lune luft og følelsen af Mads varme hud. Alt var gået op i en højere enhed, og Sophie havde følt det, som om hun var midt i et eventyr langt uden for tid og sted. Hun mærkede, hvordan en doven dønning skubbede hende hen over Mads skød, og da hun gled tilbage, var hans nu rejste lem lige indenfor hendes rækkevidde, og hun lod sig glide nedover det. Saltvandet gjorde hende lidt mindre glat, end hun ellers ville have været, men Mads kyssede hende hedt, mens hun gled ned over ham, og snart sad hun solidt spiddet på hans lem, mens hun smilede til ham. De havde siddet sådan en tid og bare nydt det, så havde hun tabt tålmodigheden og var begyndt at ride ham. Roligt og nydende i starten, mens hun nød lyset i vandet omkring dem. Så tog andre drifter over og hun red ham, til de begge kom. Hun var blevet siddende oven på ham. Tavs og med hovedet lænet mod hans skulder til de begge frøs. Da de gik hjem fra stranden, havde Mads takket hende for at have opfyldt en drøm, han havde haft meget længe. Sophie smilede ved mindet. Mads var så forsigtig og tog hende aldrig for givet, men hvorfor var han så så fjern nu?

Ja mænd er underlige, nu har Mads endelig fået sin hævn over manden, der krænkede Sophie for år tilbage og burde alt så ikke være godt?
Læs den spændende fortsættelse i morgen.


Giv din mening om Katrines julekalender tilkende HER
Andre noveller af samme FORFATTER
Besøg Katrine på facebook HER (du skal være logget på facebook før du klikker her)

Til næste afsnit