Jul og erotik under uddannelse
Julen 2010

 

Forfatter: Katrine Benthagen©
6. december

En provokerende beretning

Gæsteskribent: Ham dér - Under uddannelse

Resumé:
Sophie er startet på seminariet og bor i elevfløjen. For at hun ikke skal kede sig i julemåneden, har Mads givet hende en pakkekalender. I weekenden var de på Sjælland for at besøge hendes forældre, hvilket afstedkom en episode, der rippede op i Sophies sind, men vel hjemme er der noget, der trykker Mads, lad os se, om Sophie kan få ud af ham, hvad der er galt...

Sophie sad på sit kollegieværelse og forsøgte at brænde efterslæbet på kalenderlyset ned, mens hun bøvlede med en opgave. Mads havde kørt hende til kollegiet ved frokosttid, og selvom det havde været en morgen som så mange andre, havde der alligevel manglet noget. Mads havde ikke frivilligt rørt ved hende, selvom han bestemt ikke havde afvist hendes kærtegn eller kys. Sophie sukkede og loggede ind på Facebook. Hun havde lovet nogle fra klassen at oprette sig, og nu måtte hun hellere se, om der var kommet noget nyt om lektier eller lignende fra i går. Der var ikke andet end en venneanmodning fra en Theresa, som hun uden at tænke over accepterede.
Hvad var det dog, der stak Mads? Var han blevet træt af hende? Sophie sukkede og fik øje på kalenderen. Den måtte hun hellere få pakket op. Igen i dag var det nogle ark papir, der var i den og hun satte sig godt tilrette og begyndte at læse.

Under uddannelse
Kamilla greb sin taske efter timen. ”Kreative fag!” fnysede hun ved sig selv. Hun havde hørt, at den selvbestaltede terapeut Carl M lavede noget terapi, hvor man skulle afbilde sine kønsdele i ler. Hvad var problemet? Hun syntes, at uanset hvad hun lavede i ler, så lignede det en eller anden kønsdel.

Mens hun trak huen ned over sit karseklippede hår, tænkte hun over, hvorfor i alverden det var indrettet sådan, at alle på seminariet skulle lære at undervise i alle fag. Hvorfor skulle man ikke bare lære at undervise i det, man var god til? Hvorfor skulle hun alt det kreative plidderpladder? Og alle de der overskudsmennesker, der bare kunne det gylle og simpelthen ikke kunne forstå, at det kunne volde nogen vanskeligheder. Specielt Ida. Kamilla vidste ikke, hvorfor hun var specielt gal på Ida; der var jo også andre, der havde talent; men i billedkunst lykkedes alting for Ida om det var ler, akvarel, tegning.
Og når Kamilla hørte ordet ”fortolkning”, blev hun helt træt, mens Ida nærmest blev sprudlende og kunne bidrage med den ene betragtning efter den anden.
Nej, fysik og matematik, det var noget. Her var logik, stringens; rigtigt og forkert.
Og så musik. Men musik var jo også bare en form for anvendt matematik og fysik: hele, halve, kvarte noder; en halv tone op, en hel tone ned. Det var i sidste ende også bare et spørgsmål om svingninger og frekvenser.
Pludselig kom hun i tanker om, at hun gennem en af lærerne på seminariet havde fået tilbudt en studiejob i kirkekoret, Vor Frue Kantori. ”Vor Frue Kantori”, Kamilla vrængede ordene. Hun var alt andet end sikker på, at hun havde lyst til at synge for sådan en andenrangs salmecyklist, som denne ”kantor” måtte være, der garanteret ødelagde hele skønheden i nodernes geniale brøksystem.

Da Kamilla nåede seminariets cykelparkering, blæste den hårde vestenvind skyer af isnende regnvand over Lillebælt. Kamilla skuttede sig, og så kom hun i tanker om, at hendes cykel var hos cykelhandleren i Korsgade. Kamilla sukkede. Ikke fordi det var cykelvejr. Men det var bestemt heller ikke gåvejr. Desuden var det anden gang på kort tid, at den var hos cykelhandleren. Første gang var hendes baghjul flænset op af en metalstump, og nu kunne forhjulet ikke holde luft – og hun havde ikke selv kunnet finde hullet. Øv! Det kostede mange penge i forhold til hendes SU. Desuden var det december, der skulle købes gaver. Hvor var det hele surt. Hun måtte gå til Ramsherred.

Henne ved cykelhandleren blev Kamilla helt bleg, da hun fik regningen. Næsten 500 kr. For andre var det kun 2 timers arbejde, hun vidste det godt. Men for hende var det en hel del. Kamilla var lige ved at give sig til at tude. Det undgik ikke cykelsmedens opmærksomhed. ”Vi må altså ikke længere lappe slanger, det siger arbejdstilsynet, så vi bliver nødt til at skifte dem; og dit dæk, det trængte simpelthen til at blive skiftet”, nærmest undskyldte han.
”Jeg ved det jo godt,” sagde Kamilla, ”det er bare...”
Længere kom hun ikke. ”Du går på seminariet, gør du ikke?” afbrød cykelsmeden hende. Cykelsmeden var en gammel vindtør mand; ikke meget mere end halvanden meter, og så var han bygget lidt skævt.
Kamilla nikkede.
Cykelsmeden kløede sig i nakken og sagde ”Jeg har jo også lige repareret baghjulet, hvis jeg husker rigtigt. Vi kan godt sige, at du kan vente til januar...”
Kamilla rystede på hovedet. Hun ville ikke skylde nogen noget.
”Lad os sige 375 kroner, så har jeg tjent det, jeg skulle tjene på dig denne måned sidste gang. Jeg giver lige gearene en hurtig omgang. De kan jo ikke lide vinter,” sagde smeden, han snakkede hurtigt, og forsvandt.
Da cykelsmeden dukkede op igen med cyklen, gav Kamilla ham pengene og nærmest hviskede ”Tak”.
Hans omsorg var næsten rørende. ”Tag nogen reklamebolsjer, de er ikke fra dit cykelmærke, men det går jo nok alligevel. Og glædelig jul. Vi ses forhåbentlig ikke så snart!”
Smilet var tæt på at komme tilbage til Kamillas mund. ”Nej, forhåbentlig,” sagde hun, ”og glædelig jul”. Men Kamillas øjne var begyndt at smile.

Inden hun skulle hjem til sit lejede værelse på Berildsvej i den østlige ende af byen, skulle Kamilla lige ind i boghandlen på Østergade og sondere gavesituationen. De havde faktisk nogle bogtilbud, der var lidt interessante i deres julekatalog. Boghandlere var faktisk altid temmelig fristende, og en god krimi, hvor man for alvor kunne bruge sin logik, gik Kamilla heller ikke af vejen for. Denne fristende boghandler var ingen undtagelse, selv om julemusikken nu generede noget. Kamilla fik selvfølgelig straks øje på den nye roman af sin yndlingsforfatter, der tog udgangspunkt i åndssvageforsorgens institution på Sprogø. Den var splinterny men kostede 229 kroner. Kamilla kiggede så på tilbudsbøgerne. Der var faktisk nogle, der kunne bruges som gave. Tre gaver til 200 kunne man ikke brokke sig over. Men inden Kamilla gik til kassen, måtte hun lige forbi bordet med den nye krimi.

Kamilla kom til kassen med tre bøger til 200 kroner i hånden, betalte og gik. Hun var lige trådt ud på Østergade, da en kvindestemme bag hende sagde: ”Nu skal du vist komme med mig!” Det gav et sæt i Kamilla, der måtte synke en ekstra gang, mens tusind tanker, der bedst kan sammenfattes i ordet ”SHIT”, fløj gennem hendes hoved. Så vendte hun sig om. Og dér stod Ida. Var det antydningen af et smil, Kamilla kunne se i Idas ansigt? Hurtigt fik Ida tilføjet: ”Jeg giver en kop varm kakao med flødeskum.”
At drikke kakao sammen med Ida var nok ikke det, som Kamilla havde mest lyst til. Men i betragtning af den fjerde bog, som hun havde i sin taske, var det måske ikke lige situationen til at diskutere. Hvad ville Ida? Hvem var Ida egentlig? Kamilla havde aldrig snakket noget særligt med Ida. Underligt. ”Vi skal hjem til mig”, sagde Ida.

Da de havde hentet deres cykler, begyndte de at cykle mod nord. Ud i sommerhusområderne. ”Bor du herude?” spurgte Kamilla.
Ida nikkede og tilføjede: ”I mine bedsteforældres sommerhus. Kunne ikke mere holde ud at bo på mit gamle værelse.”
”Det kan jeg vist godt forstå, svarede Kamilla.”

Her cyklede de i det værste møgvejr, og selv om Ida var passende klædt på, så hun godt ud. Hun var en lille spinkel pige, knap over 1,60 m, med langt lysebrunt hår og meget feminine ansigtstræk, der altid blev fremhævet af en lækker makeup og lidt smykker. Kamilla følte sig som et skrummel med sine 1,80. Makeup havde hun aldrig gidet – eller kunnet. Altid slidte cowboybukser og store trøjer, og den evindelige karseklipning. Og det eneste smykke, hun brugte, var en lædersnor med nogle farvede keramikperler om halsen. Det var Kamilla.

De cyklede en tid i stilhed; det var da også anstrengende nok at cykle i det møgvejr. Men langt om længe kom de til et tjæresort bjælkesommerhus ude ved bæltet. De stillede cyklerne. ”Her bor jeg”, sagde Ida, idet de gik ind. ”Jeg skal lige hente nyt brænde. Gå bare ind i stuen til højre så længe.”

Man kom ind i køkkenet, og Kamilla fortsatte igennem det til en stue. I stuen var der yderligere tre døre til andre rum. Huset lignede det, det var; nemlig et sommerhus, sådan rustikt, træagtigt og hyggeligt på en lidt kikset måde, syntes Kamilla, mens hun satte sig til rette i sofaen. Lidt efter kom Ida tilbage og puttede brænde i brændeovnen, der snart efter begyndte at buldre lystigt og sprede sit orange flammeskær i rummet gennem glasdøren. Ida forlod stuen igen. Kamilla kunne høre, hun rumsterede i køkkenet og var lidt i vildrede med, om hun skulle gå efter. Men snart kom Ida ind med en lille bakke med krus, kande og en skål med flødeskum.
”Efter den cykeltur skal det gøre godt med varm kakao” sagde Ida med et smil. Kamilla var lidt beklemt ved situationen og nikkede tavst, mens hun prøvede at undgå øjenkontakt med Ida, uden at det virkede alt for påfaldende.
Hvad havde Ida set? Var alt dette et tilfælde? Ida havde jo ikke nævnt bogen med et ord.
Men lige da Kamilla skulle til at sætte kruset til munden, mistede hun de forhåbninger. ”Du må godt læse”, sagde Ida. Kamilla kiggede undersøgende på Ida. Ida så ikke vred ud. Det gjorde ikke Kamilla mindre forvirret.
”Nå, så det har du set”, sagde Kamilla småopgivende.
Ida nikkede.
Kamilla fiskede bogen frem fra sin taske.
”Var den risikoen værd?”, spurgte Ida. Heller ikke her lød Ida bebrejdende, syntes Kamilla.
Hun betragtede Ida. Ida var faktisk en attraktiv pige i al sin spinkelhed.
”Jeg ved det ikke. Men jeg håber det. Er det særlig risikabelt, at du ved det da?”
Ida rystede på hovedet med et lille, koket fnis: ”Men der kunne være sket andre ting end mig.”
Det havde Ida fuldstændig ret i. Det havde simpelthen været dumt at gøre for 229 kroner. Men nu havde hun bogen. Lækker. Hardback. Ordentligt papir. Kamilla slog bogen op. Hun havde ikke læst mange linjer, før hun ikke længere var i et sommerhus i Assens en decemberdag men dybt inde i bogens fortalte verden. Kamilla mistede hurtigt tidsfornemmelsen, og næste gang hun så op af bogen, så hun Ida sidde med en tegneblok. ”Tegner du mig?” Ida nikkede. ”Må jeg se?” Ida vendte blokken, så Kamilla kunne se. Kamilla så et billede af en flot pige, Men samtidigt gik det op for Kamilla, at det var hende selv – og at det lignede. De to ting kunne Kamilla ikke helt få til at passe: ”Er det sådan, du ser mig?”

Ida nikkede: ”Det er sådan, du ser ud!”
Camilla tyggede lidt på den oplysning. Hun nåede ikke at tænke mere, før Ida sagde: ”Jeg vil gerne tegne dig mere, Kamilla! Tag din sweater af.”
Kamilla vidste ikke rigtigt, hvorfor hun tog fat i sweateren, og tog den af.
”Og T-shirten!” fortsatte Ida.
Kamilla tog også T-shirten af.
”Også undertrøjen!”
Nu måtte begge pigerne fnise. ”Godt, du snart ikke har flere lag”, sagde Ida.
”Det kan godt være”, sagde Kamilla, mens hun trak undertrøjen over hovedet, ”men kan du forklare mig, hvorfor jeg gør det her?” Kamilla lagde undertrøjen. Hendes hvide BH røg samme vej, uden at Ida havde sagt noget. Kamilla satte sig igen.
”Om jeg kan forklare? Måske”, begyndte Ida. ”Du er jo en lidt firkantet pige; det håber jeg, jeg kan sige uden at fornærme dig. Du har sådan en matematik-hjerne, som vi andre ind imellem drømmer om. Jeg tror, at det er lidt sådan, at du ser livet som en ligning. Og bliver der trukket noget fra den ene side af lighedstegnet, så må det også gøres på den anden. Tager du noget fra nogen, må der også tages noget fra dig.” Ida holdt en kort pause: ”Eller hvis jeg må bruge ord fra en verden, hvor jeg færdes mere tryg end i matematikkens, så tror jeg, at du har det fint med, at du skal stå lidt til ansvar for, hvad du gør.”
Ida kunne se, at Kamilla tænkte grundigt over det, som Ida havde sagt. Efter rum tid nikkede Kamilla stille, rejste sig så pludseligt og slyngede med et smil et teatralsk ”Javel, høje dommer,” over til Ida. Ida var ved at få sin kakao i den gale hals af forskrækkelse og latter - men blev hurtigt helt mundlam, da Kamilla uden at tøve også tog sine seks sokker, de slidte cowboybukser og trusserne af. Ida nikkede anerkendende. Kamilla var en pige, der var bygget robust. Brede skuldre, stærke arme, men en feminin talje og et hofteparti med lækre rundinger, dertil kom et par pæne mellemstore bryster og et par spændstige og lange ben. Kamilla var virkelig ”naturel”. Ida mente, det var tvivlsomt, om hun nogensinde havde været i nærheden af en skraber. Kamillas mandelformede brune øjne og karseklippede hår gav hende et skær af rå mystik, som Ida syntes var ret sexet. Temmelig sexet, for at være ærlig.

Sæt dig igen, vil du?” sagde Ida stille. Siden kom der en række stille kommandoer i rask følge ”Læn dig lidt mere mod armlænet”, ”Tag højre ben op i sofaen”, ”Bøj det opad”, ”Læg det andet ben i sofaen”, ”Kig ikke helt så langt op” og endelig ”Perfekt.” Så begyndte Ida at tegne.
Kamilla var glad for, at brændeovnen, hvis skær måske også var med til at give Kamillas krop et mere mystisk skær, varmede så godt. Hun frøs ikke. Faktisk følte hun en rigtig varm fornemmelse i sin krop. Ida tegnede, men det varede kun kort tid, før hun kom over og viste Kamilla et billede af én, der var nøgen, forførende, sexet og lækker. Og igen var det hende selv. ”Åh, hvem skal jeg nu forære dette billede i julegave?”, spurgte Ida drillende.
Kamilla kunne se og høre, at det ikke var noget seriøs spørgsmål. ”Mig!” sagde Kamilla.
”Dig?” Ida spillede overdrevent overrasket, ”det må du først gøre dig fortjent til. Vil du det?”
Kamilla nikkede.
”Hvad vil du?” spurgte Ida.
Kamilla havde gennemskuet legen: ”Jeg vil gøre mig fortjent til gaven.”
”Det var godt!” svarede Ida. Hendes blik vandrede ned mellem Kamillas lår, hvor man kunne ane fugtigheden mellem hendes dunede hår. ”Jeg kan se, at du kan lide det her. Vil du være en artig pige?”
Kamilla rødmede let. Hun plejede ikke at stille sin liderlighed til skue. Og slet ikke i sådan en situation, helt nøgen, overfor en pige, som hun få timer tidligere ikke havde kunnet udstå, der var fuldt påklædt og havde taget magten over hende. Men at benægte den liderlighed, var håbløst ”Jeg vil være en artig pige, høje dommer!”
De grinede begge to, men ikke mere, end at det stadig var tydeligt for dem begge, at denne leg ikke kun var leg.
”Vil du gøre, som jeg siger?”
”Jeg vil gøre, som du siger.”
Ida beordrede Kamilla til at stille sig op med ansigt mod væggen. Med to tørklæder fik Ida fikseret Kamillas hænder ud til siden; det var vist mest symbolsk, men det virkede. Med sit ene knæ fik hun skilt Kamillas ben ad, og sådan blev Kamilla stående. Ida stillede sig tæt bag hende og hviskede hende i øret: ”Nå, hvad må jeg så stille op med dig? Må jeg nusse din sexede røv?”
Kamilla svarede ”du må nusse min sexede røv.”
”Må jeg tage dig på patterne?”
”Ja, du må tage på mine patter.”
”Må jeg slikke din fisse?”
”Ja, du må slikke min kusse.”
Ida gav Kamillas røv to hurtige rap.
”Av!”, udbrød Kamilla, vist mest af forskrækkelse.
”Forkert svar, søde. Vi prøver igen: Må jeg slikke din fisse?”
Der var noget ved ordet, der gjorde det svært for Kamilla at sige det, men efter at have kæmpet med sig selv lidt, sagde hun:
”Du må slikke min fisse!” og fortsatte ”bare du snart kommer i gang…”
Ida gav Kamilla et kys i nakken. Nej, tålmodighed var ikke Kamillas stærke side; det var de begge enige om. Men heller ikke Kamillas oplysning om, at hun efterhånden trængte til noget, kunne formilde Ida, der havde bestemt, at denne leg skulle leges til ende.
”Må jeg tage dig med en agurk?”
Kamilla, hvis liderlighed blev større og større, sukkede opgivende. ”Ja, du må tage mig med en agurk!”
Men Idas næste spørgsmål, om hun måtte tage hende i røven med agurken, svarede Kamilla blankt nej til. 4 slag ramte hurtigt Kamillas numse. Ida gik tæt på Kamilla, lagde armene om hende bagfra og sagde: ”Kamilla, jeg håber, vi er enige om, at du er her, fordi du har valgt, at du er her. Du er måske kommet her på grund af den bog. Men det er ikke længere derfor, du er her nu, vel?”
Kamilla vendte hovedet, smilede til Ida og rystede på hovedet: ”Nej, det er ikke derfor.”
”Så spørger jeg igen: Må jeg tage dig i røven med en agurk?”
”Jamen...”, og længere nåede Kamilla ikke, før Idas højre havde tjattet ganske fast og bestemt til hendes fisse. Det forårsagede en bølge af først noget, der lignede klar smerte, men det blev afløst af noget helt andet, af rå, ubehersket, skarlagensrød lyst, var tæt på at tage vejret fra og benene væk under Kamilla.
Ida gentog spørgsmålet og hviskede bagefter ”Jeg skal nok være forsigtig!” Denne gang svarede Kamilla – og hendes højre mundvig vendte sig opad i et stille, opgivende smil: ”Hvad skidt, du har alligevel taget røven på mig i dag!”

Nu skal du simpelthen i min seng!”
Kamillas hænder blev løsnet, og med et højlydt klask blev hun sendt til soveværelset. Her stod sengen. En dobbeltseng af massivt træ, der lignede noget fra halvtredserne. I hvert hjørne var der en sengestolpe – og sengegavlene havde svungne former. De startede lave ude i siderne, og svang sig op ad mod midten. Kamilla lagde sig i den. Ida kom lidt efter. Hun skulle lige smutte forbi køleskab og badeværelse og kom med en agurk, noget glidecreme og en håndfuld kondomer.
Kamilla kiggede spørgende på Ida, da hun behændigt rullede kondom på agurken.
Ida så spørgsmålet i Kamillas øjne og mente, at man trods alt ikke vidste, hvor den kom fra eller havde været.
”Nej, eller hvor den kommer hen”, supplerede Kamilla.
Ida smilede, men kravlede op til Kamilla og lagde fingeren på hendes mund. Idas hænder undersøgte Kamillas krop; ”Jeg vil undersøge hver centimeter af dig.”
”Kvadratcentimeter!” rettede Kamilla.
”Du er håbløs!” grinede Ida og slog hende med puden. Og straks efter forsvandt hun mellem Kamillas ben.
Idas tunge drev Kamilla meget tæt på dér, hvor hun måtte slippe kontrollen. Kamillas stønnen og skrig blev mere og mere intense. Så kom agurken til, der nærmest svuppede ud og ind af Kamillas plaskende våde fisse, og Kamilla kastede hovedet frem og tilbage og knugede sengetøjet mellem i sine hænder.
Ida lod sin ene hånd overtage agurkens plads. Agurken var nu smurt ind i Kamillas safter. Glidecremen kunne jeg vist have sparet mig, tænkte Ida. Forsigtigt pressede hun agurkens tyndeste ende mod Kamillas stjerne med den ene hånd, mens hendes anden hånd fortsat bearbejdede Kamillas fisse. Ida var virkelig forsigtig, og lige så stille gled agurken ind i Kamilla, og snart kunne Ida begynde at bevæge den frem og tilbage i seje stød. Samtidig var hendes hånd stadig i gang i Kamillas mis. ”Hold ..kæft ... det er... lækkert,” nåede Kamilla at sige mellem vejrtrækningerne. Da bøjede Ida sig ned og pustede let til Kamillas opsvulmede og følsomme klit. Nu var toppen nået, og med en lille skylle fra kussen og et højlydt ”MOR!”, der røg ud af munden på hende, kom Kamilla.
”Mor? Sagde du virkelig MOR?” Ida skraldgrinede.
Kamilla kæmpede sig op på albuerne. Hun hev stadig efter vejret. ”Du mobber!”; Kamillas stemme var fuld af ironi, ”og hvis du ikke kan tåle at høre om min familie, så må du jo lade være med det der.” Kamilla lod sig falde tilbage i sengen igen. ”Hold op, hvor var det godt.” Men Ida bragt hende tilbage til virkeligheden, i det mindste tilbage virkeligheden i dette sommerhus en tidlig eftermiddag i december: ”Du er ikke færdig endnu, lækre. Du skal slikke mine fingre rene.”
Kamilla kiggede mistroisk på Ida: ”Adrr, mener du det?”
”Yes, kom og smag på dig selv. Også på det punkt er du en lækker pige.” Kamilla undrede sig. Kunne det være lækkert? Modstræbende gik hun i gang. Det var ikke så galt, som hun havde troet. Og i løbet af nogle få sekunder var Ida tilfreds. Hun bøjede sig frem og kyssede Kamilla på munden, og Kamilla åbnede lydigt lidt mere for Idas tunge. Da Kamillas hånd bevægede sig til Idas bryst slog det Kamilla, at Ida stadig havde tøj på. Det var egentlig lidt ydmygende sådan, tænkte Kamilla. Men i samme øjeblik indså hun, at det også var pikant og ophidsende. Men så hev hun i et snuptag Ida helt ind i sengens midte, begyndte at pille ved Idas bluse, og Ida udbrød: ”Ja, klæd mig af og lad mig føle dine stærke fingre i mig, Kamilla.”
Kamilla fik hurtigt pillet tøjet af den spinkle pige. ”Du er gudesmuk,” udbrød Kamilla, da hun så Ida nøgen, lige fra de små bryster med vorter, der var forbløffende store, den flade mave og den stramme popo og den veltrimmede dusk, hvor alle hårene garanteret holdt sig indenfor trussekanten, og revnen, der gik langt længere op foran end hos Kamilla selv. Sammen med det feminine ansigt, så syntes Kamilla, at dette var tæt på perfekt.
Kamilla bøjede sig ned og lukkede læberne om Idas højre bryst. Ida hvinede, da Kamilla også lukkede tænderne om brystvorten. Kamilla førte forsigtigt pegefingeren i Idas ventende mis. Ida stønnede, men sagde lidt senere: ”Prøv med langemand og ringfinger i stedet”. Så gik to fingre på opdagelse i Idas varme grotte, mens to andre pirrede Ida udenpå. Det havde sin virkning - ”så fik jeg lært det”, tænkte Kamilla – og det varede ikke længe, før Idas støn var afløst af skrig, og da Kamilla så lukkede læber og tænder om Idas andet bryst, kom Ida med et brag.
Da Ida havde sundet sig lidt, alt imens Kamilla havde nusset hendes flade mave, kinder og ben, spurgte Kamilla, hvis stemme og øjne var et varmt smil: ”Nå snut, trænger du til en genbrugsagurk?”
Ida kom op på albuerne: ”Nej, ikke ligefrem; men en kop kaffe kunne jeg trænge til.” Kamilla fandt sit tøj og gik ud i køkkenet. Hun blev seriøst begejstret, da hun opdagede Idas espressomaskine. ”Man har vel smag; bare se på dig”, var Idas kommentar.
Kamilla kunne ikke helt følge Idas begejstring, men labbede ordene i sig. Sådan var der ikke mange, der talte til hende. Hun var for ofte så kantet, at folk slog sig. Så sagde de i reglen slet ikke mere. Også Ida var kommet op og kom ud i køkkenet i T-shirt og cowboynederdel og med glidecreme og agurken, som hun smed i skraldeposen. Kamilla syntes egentlig her var rart, men kunne ikke rigtig se Ida i det her rustikke look. Det var heller ikke hendes hus, kunne Ida oplyse igen. Om vinteren, eller rettere, det meste af året, kunne hun låne det af sine bedsteforældre. Det var kun om sommeren, når bedsteforældrene flyttede ud i sommerhuset, at hun flyttede ind sit gamle værelse hos bedsteforældrene. Det skulle Kamilla selvfølgelig høre mere om; hvorfor bedsteforældrene? Men svaret var såmænd temmelig udramatisk. Lige før Ida blev teenager, var hendes forældre blevet skilt, og faren, en ingeniør, havde fået en stilling i olieindustrien. Og til Arabien skulle hun i hvert fald ikke dengang. Kamilla lyttede interesseret. Ida havde i øvrigt god kaffesmag – også. Og Idas mor, hun kunne bare ikke finde ud af det alene med en teenagetøs. Så efter kort tid blev de alle enige om, at Ida skulle flytte til Assens til mormor og morfar. Og det er vel egentlig grunden til, at jeg stadig har det fint med min mor.
”Og far?”, ville Kamilla vide.
”Tja, hans kærlighed eller dårlige samvittighed materialiserer sig først og fremmest i en klækkelig bankoverførsel i ny og næ.”

Det var allerede ikke lyst længere. Det skete tidligt i december. Stilheden var iørefaldende i sommerhuskvarteret. Men stilheden blev brudt af en bilmotor og lidt senere en bildør, der smækkede foran huset.

Det bankede på døren; i samme øjeblik gik døren op og en høj og ranglet skikkelse kom ind. Han måtte være midt i fyrrerne. Kamilla kunne se på Ida, at hun blev glad. ”Hej onkel Anders.”
”Hej bette Ida. Ja, vi har allerede taget lidt forskud på glæderne og lavet lidt konfekt derhjemme. Og da jeg alligevel skal denne vej på arbejde, så tænkte jeg, at du nok trængte!”
”Konfekt trænger jeg altid til,” svarede Ida. ”Det her er Kamilla. Vi læser sammen.”
”Kamilla Hjemborg måske?” spurgte onkel Anders, der lignede alt andet end en onkel Anders, og da Kamilla nikkede overrasket, fortsatte han: ”Ja, dig har jeg faktisk hørt om, ikke fra Ida, men fra Claus, lektor og seminariemusicus Claus, du ved, din musiklærer og min ven.”
Kamilla kiggede spørgende: ”Og?”
”Jo, han har beskrevet dig som en med en 'bemærkelsesværdig altstemme og en fortræffelig nodeforståelse' og 'lidt af et fænomen'. Du kender Claus; han er ikke de store ords mand, og når han siger sådan noget, så må man slå til. Mit navn er Anders Decker, organist ved Vor Frue Kirke. Vi mangler en altstemme i kantoriet, og med den anbefaling vil jeg mene, at du måske er den rette. Det giver lidt, men rig bliver man næppe. Til gengæld kan man, ud over de mere almindelige gudstjenester og begravelser, også være med til at lave stor musik.”
Her stoppede Anders ordflom. ”Er du god?” spurgte Kamilla ”altså til musik”, tilføjede hun, da det gik op for hende, hvordan hendes spørgsmål kunne forstås.
”Nej, alle årene på konservatoriet er gået totalt sporløst forbi mig, og du kan prise dig lykkelig, hvis du når at høre mig spille et halvt vers af 'Dejlig er den himmel blå' uden fejl.”
Ida fnisede højt, og Anders smilede også. Men Kamilla var stædig: ”Jamen, jeg er lidt firkantet, og en kvart er altså en kvart, og ikke to-en-halv niendedele.”
”Vi er helt enige”, sagde Anders. ”Der er prøve i aften og i overmorgen aften klokken 17.30. Jeg kunne godt tænke mig, at du prøvede. Men nu skal jeg derind, for jeg skal nå at forberede mig.”
”Forbereder du dig før en korprøve?”, ville Kamilla vide.
”Selvfølgelig. Når jeg pisker mine sangere og forventer det sublime af dem, kan det ikke nytte noget, hvis jeg bare kommer danderende vel?”
”Det lyder faktisk lovende,” syntes Kamilla, ”jeg tror vi ses.”
”Jeg låner lige wc'et”, sagde Anders, henvendt til Ida, og var allerede på vej gennem stuen. Pludselig blev Ida bleg, bøjede sig tværs over bordet og hviskede et næppe hørbart ”Undskyld” til Kamilla.
”Hvad?” spurgte Kamilla, der ikke havde den ringeste anelse om, hvad dette handlede om. Men inden Ida nåede at svare, kom Anders tilbage og sagde: ”For nu at spare jer timelange gisninger, om 'han' har set det eller ej; ja, jeg har set det, kunne næppe undgå det heller; det er en flot tegning med et utrolig flot motiv. Havde jeg været tyve år yngre og så videre. Og så vil jeg ikke sige et ord mere om det.” Så gik han til toilettet.
”Undskyld Kamilla, undskyld, undskyld! Jeg håber, du kan tilgive mig. Jeg er rigtig ked af, at min dumhed nu gør, at jeg har udstillet dig sådan!”
Kamilla rakte hånden og tog ind under Idas hage: ”Det her skal du nok få betalt, bette Ida!” I det samme kom Anders tilbage.

Ida var ikke sikker på, om der havde været et smil i Kamillas øjne, eller om de havde været fyldt med vrede. Lige nu var hun kun sikker på, at hun havde været en klovn bare at lade tegningen af Kamilla ligge. Og pludseligt gik alting bare enormt hurtigt. Anders var ved at bryde op, Kamilla spurgte, om han havde cykelholder. Det havde han ikke, men han kørte i et rugbrød, som cyklen kunne være i. Det hele virkede pludseligt uvirkeligt og fjernt for Ida. Og hun fik ikke rigtig fat i, hvad det var Kamilla sagde. Men det lød, som om hun skulle hjem til Peter. De tog af sted. Helt mekanisk fulgte Ida med til døren og løftede hånden til afsked.

Da døren var lukket satte hun sig bare på gulvet, råbte ”FUCK – SHIT – LORT” ...

- - - - - - - - - -

Sophie kunne mærke, hvordan hendes kinder blussede. Hun havde heldigvis aldrig fortalt Mads noget om, hvad hun havde oplevet sammen med Tessa. Hun skyndte sig at kaste sig over bøgerne, så hendes tanker ikke løb mere på afveje, end de allerede var.

Er Sophie til pigesex? Er det dét, hun har dyrket med Tessa?
Læs den spændende fortsættelse i morgen hvor vi også får fortsættelsen af historien "Under uddannelse".


Giv din mening om Katrines julekalender tilkende HER
Andre noveller af samme
FORFATTER

Giv din mening om Ham dér's novelle tilkende HER
Andre noveller af samme
FORFATTER

Andre julenoveller - klik HER