Jul og erotik under uddannelse
Julen 2010

 

Forfatter: Katrine Benthagen©
8. december

En foruroligende henvendelse

Gæsteskribent: Busse - Ind under jul, hvor...

Resumé:
Sophie er på seminariet - hun læser til lærer. Hun savner Mads, men det er som om, det måske ikke er 100% gengældt. I går fik hun en besked fra Theresa (Tessa), om hun helt havde glemt sagen? Lad os se, om vi i dag får at vide, hvad "sagen" er for noget.

Sophie smed sig træt på sengen. Det var blevet sent i aftes. Hun havde serveret gløgg og æbleskiver for de andre piger, og de havde faktisk fået sat et godt program sammen for festen. Men hun havde ikke kunnet falde i søvn. Tanken, om at Tessa havde fundet hende, havde fået tankerne til at kværne i hendes hoved. Hun havde siddet og set rundt i klassen i timerne i dag og tænkt på, hvad de ville sige. Accepten var langsomt men tøvende ved at spire frem, men hvis de opdagede, at hun havde… gjort de ting, hun nu havde, hvad ville de så sige? På den anden side set, hvem sagde, at Tessa ville dukke op her i egen person?
Sophie åbnede træt sin computer loggede på Facebook og skrev det svar, som hun havde lavet udkastet til om og om igen i tankerne.

Hej Tessa. Ja, jeg fandt sidste år manden i mit liv og flyttede herud. Nu læser jeg til lærer. Hvordan går det med dig? Er du stadig i Frankrig? Hilsen Sophie.

Sophie lukkede computeren og åbnede i stedet for dagens kalender. Hun trængte i den grad til at tænke på noget andet.

Ind under jul hvor er det trist, sne og kulde og korte dage!

Jo! Det var trist, sne og kulde, jeg stod op til den morgen, hvor min datter ringede. Det have sneet det meste af natten, og hun ville ikke ud at køre.
Mit barnebarn have fået en opringning om, at han skulle påmønstre et skib i Århus havn inden kl.12, da en anden gast var kommet til skade.
Hurtig fik jeg et tår kaffe og en ostemad og så af sted, det var hylende glat.

På vej til Århus spurgte jeg mit barnebarn, om ikke det var trist at skulle fejre jul ombord. Det mente han ikke, for rederiet kræsede ekstra om dem, og der var gode gaver plus god forplejning, så selv om det var andet år i træk, var han ikke så ked af det. Det gav også altid lidt ekstra i posen, når man blev kaldt ud på den måde.
Han blev læsset af, og jeg begyndte min hjemtur, nu var det begyndt at regne, så det hele blev glat som grøn sæbe.
I det sydlige Århus kom jeg til at holde for rødt lys, og nogle fodgængere begyndt at krydse vejen. En ældre dame med rollator faldt lige foran min bil, og jeg skyndte mig at slå katastrofeblinket til og så ud at hjælpe hende. Efter at have fået hende ind på fortovet igen, skyndte jeg mig tilbage til bilen, da der var flere, som var blevet utålmodige og dyttede af mig.
Bilen blev parkeret, og jeg gik tilbage til damen, som stadig sad, som om hun have opgivet det hele. Hun frøs, lige så hun rystede.

Jeg skyndte mig hjem med hende, hun boede lige i nærheden. Da vi kom op i lejligheden, fik jeg frakken af hende og så, at hun var våd lige ind til skindet.
Da jeg var i entreen med frakken, så jeg der var et badekar på badeværelset og lukkede op for vandet.
Inde i stuen sagde jeg til hende, at jeg var ved at gøre et bad klar til hende, så hun kunne få varmen.
"Det hjælper ikke noget, for jeg kan ikke komme op i badekaret, og min hjemmehjælper kommer først, når jeg skal i seng."
”Jeg skal nok hjælpe dig, jeg har arbejdet på et plejehjem”, sagde jeg og begyndte at tage hendes våde tøj af. Hun var lidt betænkelig, men pludselig lyste hendes ansigt op.
”Er du ikke Hans fra Nørregaard”, sagde hun. Jo det måtte jeg indrømme.
”Kan du så ikke kende mig” spurgte hun. Der måtte jeg skuffe hende.
”Kan du ikke genkende din gamle lærerinde fra søndagsskolen”.
”Fru Jensen”, røg det ud af mig. ”Hvad er der dog sket siden?” spurgte jeg, medens jeg fortsatte med at få det våde tøj af hende. Hun lignede nærmest en koncentrationslejrfange, så tynd, at jeg kunne se knoglerne under huden
”Der er sket meget; først rejste mine tre drenge til udlandet og da døde min mand. Jeg fik en depression, der varede hen ved ti år, men nu klarer jeg da mig selv med lidt hjælp”.

Da hun var kommet af alt tøjet, løftede jeg hende op og bar hende ud i badet, hvor jeg varsomt sænkede hende ned i vandet.
”Åh”, sukkede hun, ”hvor er det skønt, jeg troede aldrig jeg skulle opleve et karbad igen, hjemmehjælpen nøjes med at bruse mig lidt”.
”Du kan finde håndklæder i skabet i gangen”, sagde hun, ”læg et på sengen, det er den nemmeste måde at blive tørret på”.
Efter at have fundet håndklæder, satte jeg mig på toilettet. Tankerne vendte tilbage til mine teenageår, hvor fru Jensen kunne give alle os drenge et ordentlig jern i bukserne, hun gik altid med kjoler, som afslørede hendes stor bryster. Dengang var hun rund og trivelig.

Efter en god halv time ville hun op af vandet, og jeg bar hende ind i seng, hvor jeg frotterede hende.
”Hvor er du dygtig”, sagde hun, ”men hvad er det; kan du ikke tåle at se en gammel kone.
”Det er vist ikke lige det, men jeg kom til at tænke på, hvordan vi drenge beundrede dine bryster dengang”, sagde jeg.
Hun trak lidt på smilebåndet. ”Der er ikke så meget tilbage af det, der var engang,” sagde hun, idet hun tog om bulen i mine bukser, ”men en ting er der stadig væk tilbage,” fortsatte hun.
”Hvad er det?” ville jeg vide.
”Jo, det..,” hun gik i stå, ”jeg ved godt jeg er gammel, og jeg er over firs år, den måde, du i dag har behandlet mig på, har vækket nogle følelser i mig, som jeg for længst troede, var døde."
”Hvis du vil gøre mig rigtig glad, tager du dit tøj af og lægger dig ind til mig.”
Hurtig kom jeg af tøjet, men selv om hun ikke fyldte meget, så var der ikke meget plads i de senge, som hjemmehjælperne brugte.
”Er du klar over, at det, du har hængene mellem dine ben, fylder mere end det dobbelte af det, min mand kunne præstere?”
Vi lå stille og aede hinanden, og min hånd fandt ned mellem hendes ben. Det fik hende til at gemme hovedet ved min skulder, jeg tog hånden til mig. ”Nej, bliv ved”, sagde hun.
Rolig lod jeg hånden vandre op ad hendes lår hen over hendes sparsomme hårvækst og ned ad det andet lår.
Hun gispede, som om hun ikke kunne få luft. ”Bliv ved”, blev hun ved med at sige.
Da hun ikke rørte mig, kravlede jeg ned mellem hendes ben. Med den ene hånd aede jeg ned over hendes køn, men nu ville jeg smage hende og startede med at plante et kys på hendes skamben.
”Huhu”, sukkede hun.
Tungen søgte længere ned.
”Nej nej”, sagde hun, ”ikke det, det er noget griseri.”
Selv om hun trak i mit hår, blev jeg ved, og min tunge fandt ind mellem hendes store skamlæber. Det fik hende til at sprede benene mest mulig, og nu var der fri adgang, og jeg fandt klitten, som jeg masserede med læberne. Selv om hun var en svag kvinde, gik hofterne op og ned, og hun havde begge hænder begravet i mit hår.
Min tunge fandt indgangen til skeden, og jeg tungede kneppede hende, jeg var alvorlig bange for at nogen skulle komme løbende, for hun var alt andet tavs.
Med et lød det, som luften sivede ud af hende og hun smak benene sammen om mit hoved, derefter sank arme og ben ned på lagnet, hun lå fuldstændig, som hun var død.

Hvad skulle jeg gøre? Men hendes brystkasse bevægede sig, og efter nogen tid slog hun øjnene op.
”Uh ha sikke et sus”, sagde hun, ”jeg kan ikke mindes, jeg har prøvet noget lignende. Kom nu med den, jeg vil mærke dig rigtig, det er 20 år siden sidst.”
Igen krøb jeg op mellem hendes tynde lår og fik placeret mit jern ved porten til livet, hun måtte slappe meget af, for jeg gled ind uden problemer, men da jeg igen ville trække mig ud, var det som om noget holdt igen, hendes indre muskler fejlede ikke noget.
Desværre, alt det forspil gjorde, at jeg kom for hurtig, og med ordentlig suk tømte jeg mig langt ind i hende.
Hun bad mig tage noget tøj til hende i skabet, "for der skulle jo helst være sæd i bukserne, når hjemmehjælpen kommer og lægger mig i seng. Jeg er spændt på, hvad hun siger,” sagde hun med et glimt i øjet.
Hun lignede en teenager, der have været ude til sit første stævnemøde.
”Her oppe fejler jeg ikke noget,” sagde hun og tog sig til hovedet, ”det er kun det mekaniske, der ikke kan følger med.”

Efter at have givet hende tøj på og ønsket hende en god jul, tog jeg afsked.
”Kik forbi en anden gang,” råbte hun fra altanen.
Selv om der var 150 km hjem, var vejen pludselig ikke så trist.

 - - - - -

Sophie smilede. Det var en sød historie. Gad vide om hun selv en dag, når hun blev gammel…? Hun rødmede og rystede på hovedet af sig selv. Hvad var det dog for noget at tænke på?

Giv din mening om Katrines julekalender tilkende HER
Andre noveller af samme
FORFATTER

Giv din mening om Busses novelle tilkende HER
Andre noveller af samme
FORFATTER

Andre julenoveller - klik HER