Det forsvundne rensdyr - af Jesper
2011

I 1989 udløb min kontrakt med det danske flyvevåben. I 8 år havde jeg tjent Hendes Majestæt trofast, fra den dag jeg var mødt på flyvestation Avnø som 18 årig til min sidste flyvning med en F16 i Karup. Nu var der ingen der havde brug for mig mere. Civile jobs fandtes ikke, man kunne føde svin med afdankede piloter. 

En ven i Canada tilbød mig et job som taxipilot, eller som det hedder derovre bushpilot. Lønnen var god, men tro ikke at det var et romantisk job i den store vildmark. Det var det engang i 30’verne, måske op til 50’erne. Nu er alt under kontrol, heldigvis. Radio, GPS’er, radar overvågning, og frem for alt moderne fly med stabile motorer, selv i ekstreme kuldegrader.
Men moder natur er den samme, og mange af eskimoernes sagn og overtro bunder i dyb respekt for det store hvide. 

Tom, vores chef advarede mig: - Der findes (dum)dristige piloter og der findes gamle piloter. Men der findes ingen gamle dristige piloter. Selv hørte han til de gamle piloter. Så gammel, at han kunne huske pioneerne, dem der gik sagn om, men som endte knuste i deres cockpit, enkelte forsvandt bare ind i den hvide mur og blev aldrig fundet.. 

Juleaftensdag, den 24. var jeg på vej hjem til basen. Jeg havde sat et hold jægere af ved en hytte, som en af dem ejede. 5 fyre der skulle fejre en rigtig mandfolkejul oppe i kulden. Selv havde jeg overnattet hos dem og fløj som sagt hjem om morgenen. Det at det var juleaften, var ikke noget problem, dels ville jeg være hjemme ved 16 tiden, lige inden det blev mørkt, dels fejrer englænderne først jul den 25. om morgenen. 

Natten den 24. er reserveret for Santa Claus, julemanden der kommer i sin kane trukket af rensdyr, stiger ned med en sæk gennem skorstenen og lægger gaver. NB. Kun til de artige børn. Han er dog ikke så slem, som sin hollandske kollega Saint Niclas, hvis tjener Swarte Piet propper alle de uartige unger i en sæk og tager dem med sig, når han går.

---------------------------------------------------

Så skete det, der ikke måtte ske, og som ikke kan ske. Et efter et dalede viserne på mine instrumenter ned på nul. Årsag: Min generator var brudt sammen. Der kom ingen ny strøm, og den sidste tid havde jeg uden at være opmærksom, tappet akkumulatoren. Nu var den ved at gå død. Om et øjeblik ville tændingen til motoren gå… og så?
Min fejl! Der findes en lampe der advarer om det. Men man skal huske at se på den. Der findes også en nødprocedure, i ryggen på enhver pilot. Over på en lille ekstra akkumulator, der lige kan drive radioen og GPS’en 

Mayday... Mayday…
Basen svarede med det samme. Jeg gav min position. - Du er i nærheden af Ben’s cabin. Styr på den. Kurs 270. Så kommer vi og henter dig men først i morgen, det bliver mørkt om en halv time, og vi kan ikke nå det. Land forsigtig. HELD OG LYKKE!

-------------------------------------------------------------

5 minutter efter skete det. Propellen slog sit sidste slag, og jeg svævede lydløst… nedad. Det var ved at blive mørkt. Månen var oppe, og jeg kunne se søen og Ben’s hytte. Nu var det bare… Nej, det var det ikke. Med et bump ramte jeg jorden, kurede et stykke på landingsskiene. Et kort øjeblik var alt mørkt, jeg registrerede, at jeg havde knaldet hovedet ind i vindspejlet, og så stod jeg der. I midten af ingenting. Jeg løsnede remmen der holdt mig fastspændt til sædet. Det gjorde ondt i højre skulder, hvor remmen havde været. Brækket eller bare forstuvet? Ondt gjorde det. Mit hoved summede.
Jeg hoppede ud iført snesko. Flyet var nogenlunde helt, det ville kunne bjærges. Tom ville blive glad. 

------------------------------------------ 

Jeg var ikke alene. I en snedrive 100 meter fra mig stod et andet fly. Eller rettere vraget af et. Der var kun skelettet tilbage, al lærred var væk. Det havde muligvis været begravet under sneen i årevis.
Jeg gik hen til det. Det var urgammelt, et bi-plan, af den type der forsvandt i 50erne.

Jeg gik tilbage. Der ventede endnu er overraskelse. Det stod et rensdyr! Det var en ung hind. En eller anden havde givet den pisk, der var store blodige striber over ryggen. Jeg undrede mig. Normalt behandler eskimoerne deres rensdyr kærligt. De er en del af familien, for eskimoen ved, at han er afhængig af dem, hvis det går galt.
Det kom hen imod mig og begyndte tillidsfuldt at slikke min hånd, samtidig med det så på mig med store brune øjne. 

Et øjeblik stod jeg og tænkte mig om. Skulle jeg blive ved flyet, eller skulle jeg kæmpe mig de 1½ miles ned til Ben’s Cabin, med dens varme, forsyninger og radio?
Så traf jeg en beslutning - den forkerte! Jeg kan kun forklare det med min uerfarenhed som bushpilot, kombineret med den hjernerystelse, som det bagefter viste sig, at jeg havde fået- 

Den gyldne regel er: BLIV VED FLYET. Men jeg begav mig af sted mod Ben’s Cabin. Sølle 1½ miles, udrustet med både hånd GPS, kompas og personlig polarudstyr. Desuden kunne jeg se den… næsten.
Rensdyret fulgte mig trofast. Dvs. det var, som om hun havde gættet min plan, for somme tider var hun foran, men på samme kurs som GPS’en sagde.
Månen forsvandt. Det begyndte at blæse op fra syd, der faldt tykke snefnug. Mit hoved dunkede som havde jeg hundrede tømmermænd.
- For Fanden jeg KAN klare det. Der er kun ¾ miles tilbage, hviskede jeg til mig selv.
Rensdyret fulgte mig trofast. Jeg lade mærke til noget mærkeligt. Rundt om halsen på det hang en medaljon formet som en klokke.

-----------------------------------------

Pludselig hørte jeg noget bag mig. Det var en hvinen, som en gammeldags Nazi STUKAS styrtbomber.
Det var det ikke. Det var selveste julemanden Santa Claus med sin slæde trukket af 2 x 8 rensdyr, en blanding af både hinder og bukke.

Det var ikke den blide julemand, som vi kender, det var en stor skikkelse. Han stod bøjet forover i kanen medens han ubarmhjertigt svang sin pisk over rensdyrene. Det hele havde kurs direkte mod mig, eller rettere mod min rensdyrhind..
Hun skreg og kastede sig omkuld i sneen. Santa hævede igen sin pisk. Instinktmæssigt kastede jeg mig over dyret. Pisken ramte kun delvis, resten prellede af på mit tykke flyvertøj og min hjelm.
Så blev alt hvidt. Jeg husker at to tanker for igennem mig: Du er blevet gal, du har fået polarkuller og er blevet sneblind. Den anden ting var: Lige efter at kanen havde rettet op som et andet jagerfly, så jeg, at der var 8 rensdyr i den ene side, men kun 7 i den anden. Et sted i midten dinglede et tomt seletøj, med skaglerne slæbende efter.

------------------------------------------

Jeg kom til mig selv ved at hinden slikkede mig i ansigtet. Så tog den fat i min krave og begyndte at trække mig ned af en skråning. Et øjeblik efter kunne jeg se hytten. Jeg vaklede frem, medens dyret skubbede på mig.

Endelig HURRA! En tør hytte, beredt til at modtage en forkommen som mig. På bordet stod en flagermuslygte med glasset oppe lige til at tænde, ved siden af lå en æske tændstikker, halvt åbne, så forfrosne fingre let kunne tænde lampen. I hjørnet stod en radio med friske batterier indstillet på nødfrekvensen. Dem der havde været her sidst havde efterladt hytten parat til at modtage en nødstedt idiot som mig. Udenfor var det rigtigt begyndt at hyle, en regulær snestorm var undervejs, men jeg sad lunt indendørs efter at have fået tændt op i brændeovnen…
En mærkelig juleaften!

Rensdyret lå helt stille, omtrent som en hund. Jeg varmede noget sne og begyndte at vaske dens striber.
Det så slemt ud. Hvem der så end havde slået den havde slået hårdt. Jeg spekulerede på, hvad det arme dyr dog havde gjort.
Så fik jeg liv i radioen og kaldte basen op. De var glade for at høre fra mig, men kunne intet gøre. Også der rasede snestormen. - Gå i seng og sov. Vær en artig dreng og drøm om Santa Claus, lød rådet.

----------------------------------------------

Santa Claus… Det var den sidste jeg ville drømme om! Jeg havde set ham, den virkelige julemand.
Nu vidste jeg, hvem han var. Et brutalt uhyre der svang sin pisk over uskyldige rensdyr.
Jeg fulgte proceduren, og tog alt mit fugtige og klamme tøj af, og svøbte mig i termotæpper.
Derefter spiste jeg. Der var to dåser gullasch, dem delte jeg med rensdyret. Det havde trods alt frelst mit liv, næsten da, jeg havde hjulpet lidt selv.

Har De nogensinde set et rensdyr spise gullasch? Jeg har. Hun så ud til at kunne lide det. Hun lå helt stille foran ovnen. Man kunne se at det stadig gjorde ondt.
Det gjorde det også på mig. Mit hoved hamrede, jeg havde spist, men følte, at jeg skulle brække mig, og min skulder gjorde ondt.
Jeg krøb ned i termotæpperne og lagde mig i køjen.

-------------------------------------------------------------

Jeg vågnede midt om natten. Alt var mørkt, snestormen var løjet af og månen skinnede ind i hytten.
Ved siden af mig lå en eskimopige. Hun var nøgen, med langt sort hår og brune øjne. Hun krøb ind under mine termotæpper og lagde sig helt op ad mig som ville hun give mig sin varme. Jeg så på hende. Hun var køn. Langs hendes ryg løb flere røde striber som fra piskeslag. OM HALSEN HAVDE HUN EN MEDALJON I EN KÆDE, SAMME SOM RENSDYRET.
Jeg lukkede øjnene. Nu var jeg blevet gal. Polarkuller i den helt store stil. Først et mystisk rensdyr, så Santa Claus slæde som jagerbomber og nu en ung eskimo pige i min seng med en mystisk medaljon. Det eneste realistiske var en dundrende smerte i hovedet.
Jeg sank tilbage i tæpperne, lukkede øjnene. Jeg kunne ikke modstå. at klamre mig til pigen. Hun var køn, duftede indbydende, det lange hår faldt ned ad hendes ryg.

Vi elskede hele natten, uden at sige et ord, vi lå blot tæt op ad hinanden.

------------------------------------------------------

Næste dag stod solen højt, da jeg vågnede… alene. Det vil sige, der var mennesker i hytten, og udenfor kunne jeg høre motorerne både af en helikopter og et almindeligt fly.
Jeg kneb øjnene sammen og prøvede at fokusere. Der var Doc. Jakobs med sin lægetaske og en paramediciner, som sikkert også var helikopterpilot. Der var Tom og vores unge loadmaster Nick.
- Hej, velkommen tilbage til civilisationen. Lad mig lige se på dig.
Doc begyndte at undersøge mig og især kikke mig i øjnene.
- Du har fået en ordentlig en på sinkadusen. Hjernerystelse af de store, men sikkert ikke kraniebrud. Desuden har du et brækket kraveben. Du skal på hospitalet og undersøges ordentligt. Egentlig er det mig en gåde at du har kunnet vandre alene fra flyet herned. Intet under at du talte i vildelse da vi fandt dig.
Jeg så på Tom. - Hvad har jeg fablet om?
- Noget uforståeligt. Et rensdyr, gullasch og julemanden. Og så for resten en pige med en medaljon.
- Rensdyret! Jeg for op. - Hvor er rensdyret?
- Der har aldrig været et rensdyr sagde Tom. Du var alene da vi kom. Det er rigtigt at der var spor af rensdyr udenfor hytten, men der har aldrig været andre end dig her inde.
Han så på mig. - Du er verdens største idiot, du har brudt alle regler, og når du bliver rask, står du til en kæmpe skideballe. Men ved Gud, hvor jeg glad for at se dig. Du er den bedste julegave, jeg har fået.
Jeg så tårerne i hans øjne. Men samtidig så jeg et glimt af Nick, vores loadmaster. Han er 3/4 eskimo. Det var som han ville sige noget, men stoppede.
De lagde mig på en båre, anbragte mig i helikopteren og fløj mig til hospitalet i Winniehook

--------------------------------------------------------

3 uger på hospitalet, røntgenfotograferede kraniet, forbandt armen så kravebenet kunne hele og i det hele taget gjorde mig normal igen.
Den første tid talte jeg i søvne, om et rensdyr og en ond julemand. Man lyttede venligt, smilede… og gjorde ingenting.

Efter en uge kom Tom på besøg.
- Vi har fået bjerget dit fly. Faktisk havde du ret. Det stod et andet fly ved siden af som vi har fået identificeret som “Gale McCullin's.”
Jeg så spørgende på ham.
- McCullin var en bushpilot i begyndelsen af 50’erne. En drukkenbolt, en dare-devil, ikke bange for noget, men et dårligt eksemplar af den hvide race, en af dem der ødelægger vores ry blandt eskimoerne. Han boede sammen med en ung eskimopige som han vist nok havde købt og som han mishandlede på det grusomste når han var fuld.
En morgen fandt man ham myrdet med over 30 knivstik. Pigen var flygtet. Hun var stukket af med McCullin’s fly, et Curtis biplan. Hun havde luret ham tricket af hvordan hun skulle flyve det.
Det var snestorm, også dengang, og hun blev aldrig fundet, man antog at hun var fløjet ind i “den hvide mur”. Sandt at sige, gjorde politiet ikke meget ved sagen. McCullin var de lumsk glade for at slippe af med, og pigen… tja, der sker så meget i vildmarken.

-------------------------------------------------------

Jeg døsede hen. Drømmen forsvandt, der var alligevel ingen, der ville tro på den. Til sidst var der kun rensdyret tilbage, det blev ved med at vandre i min fantasi.
En dag kom Nick på besøg, alene. Jeg fortalte ham om rensdyret, der stadig vandrede rundt i min fantasi, men tilføjede: - Nu måtte det gerne forsvinder, der er ingen der tror på det.
Nick rejste sig og så direkte på mig. Jeg lagde mærke til hans øjne. De var brune og bløde ligesom rensdyrets havde været.
- Jeg tror på dig, sagde han stille. Du har mødt en Inut.
- En hvad? udbrød jeg.
- En Inut. Ser du, når et menneske flygter ud i tundraen efter en slem forbrydelse sker det, at han eller hun bliver forvandlet til en inut, dvs. sjælen tager ophold i et rensdyr, der så må sone sin brøde som trækdyr for Den store Ånd.
- Den store Ånd? Hvem er han? Jeg var sikker på at mine polarkuller var forsvundet, men var de krøbet over på Nick?
- Ja, ser du, det I hvide kalder Julemanden, og som I har sådan et romantisk billede af, er efter eskimoernes opfattelse den store hersker der styrer den nordlige himmel. Han kører rundt i sin slæde, trukket af inutter, som han driver ubarmhjertigt frem..
Men det sker, at en inut undslipper ham. Så søger den tilbage til sin gamle krop, men sjælen kan ikke komme ind i kroppen, før inutten har gjort en god gerning. F.eks. frelst et menneske. Derfor var dit rensdyr så desperat for at bjerge dig ned til Ben’s Cabin.
- Tror du selv på den?
Nick så på mig. - Du ved at jeg er ¾ eskimo, jeg fortæller kun hvad min eskimo bedstemor fortalte, det som hun har hørt fra SIN bedstemor.
Jeg lå lidt og tænkte. Virkelighed, polarkuller eller noget helt tredje… juleaften. Så sagde jeg, - Nick du er jo kristen, vil du hjælpe mig at bede for hendes sjæl, hvor den så end er?
Nick tog et kors frem, som hang under hans skjorte. Han lagde det på min dyne og hver for sig bad vi en lydløs bøn.

--------------------------------------------------------

Det bankede på døren og ind trådte Tom. - Vi skal hjemad Nick. Han kikkede over til mig. - For resten jeg har noget nyt til dig. Da vi bjergede dit fly undersøgte vi McCullin's vrag endnu engang.
Vi fandt liget af piloten, den unge eskimopige. Vi har begravet hende under en stenvarde som eskimoerne gør, og The Royal Mounted Police, Canadas berømte rødfrakker kan afslutte den gamle sag. Kom så Nick.
- Lige et øjeblik Jeg har noget jeg vil sige. Jeg kommer med det samme.. Tom gik og Nick stak hånden ned i lommen. - Jeg var ikke klar over, at Tom ville fortælle dig om pigen. Men da vi begravede hende, tog jeg denne. Han stak hånden ned i lommen og tog en tynd sølvkæde frem. For enden hang en medaljon formet som en klokke. Den hang om halsen på hende. Den skal du have, du er den nærmeste. Ingen vil savne den og om kort tid er både Curtisen og varden dækket af sne..

------------------------------------------------------------

Jeg måtte igennem en ny lægeundersøgelse, inden de gav mig mit certifikat tilbage, og så kom det værste: Samtalen med Tom.

Ikke engang min oberst i Karup, der ellers var berømt i hele flyvevåbnet for sine skideballer, kom tilnærmelsesvis op ved siden af Tom. Jeg følte, at jeg hellere ville have pisk af Julemanden end Toms bidende sarkasme
Men det var kærlig ment og han sluttede: - Jeg vil se dig som en gammel pilot… på pension. Ikke som en dristig pilot FOR DER FINDES INGEN GAMLE DRISTIGE PILOTER… FORSTÅET!!

-------------------------------------------------------------------

Jeg blev 5 år i Canada, så søgte jeg andre græsgange, stadigt som pilot. I lang tid har jeg fløjet for FN, nødhjælp til sultne. Om min hals, har i alle disse år hængt en kæde med en medaljon som en klokke. Den minder mig om et rensdyr, om Tom og at der ikke findes gamle dristige piloter.

Om 8 måneder går jeg på pension.
Så skal jeg slappe af med min kone og især mine børnebørn. Det hænder at de beder mig fortælle om min tid som bushpilot oppe i snemarken og så kommer spørgsmålet uvægerligt: Morfar så du nogensinde Julemanden?

Hvad synes du om novellen - skriv din mening til Jesper  HER
Flere noveller af samme FORFATTER